Billede beskrivelse

Claus´s hjerte banker for sport – nu nærmer han sig et skarpt hjørne

19. november 2023 kl. 19.00
Opdateret 24. november 2023 kl. 09.03

Claus Sørensen, indehaver af Sportigan i Nykøbing siden 1989, kan med rette skrive sportsentusiast på sit CV.

Det skinner især igennem med hans utrættelige engagement som indehaver af sportsbutikken, hvor han næste år kan fejre 35-års jubilæum samme år, som han fylder 65 år. Claus Sørensen har nemlig en finger med mange steder i sportens verden på hele øen, hvor Sportigan blandt andet har sponsorkontrakter på tøj og udstyr med seks sportsklubber.

- Jeg synes jo, man som Sportsbutik her på øen er forpligtet til at engagere sig og give støtte til sportens verden også ude i de små klubber. Og det gør jeg, hvor jeg kan, forklarer han.

Men med 35-års jubilæum som indehaver af Sportigan og 65 år på dåbsattesten fra næste år, så nærmer han sig et skarpt hjørne, erkender han.

- Jeg er på ingen måde brændt ud, men jeg har da de seneste år tænkt over, hvad der fremover skal ske med Sportigan. For tiden nærmer sig jo, hvor jeg begynder at tænke på mit otium. Ikke sådan lige i morgen, men man skal jo tænke langsigtet. Derfor har jeg også længe sagt, at Sportigan her i Nykøbing er til salg til den rigtige pris og rigtige person, siger han.

Jul og skisæson

Men det er som sagt ikke lige i morgen, at der kommer til at ske et generationsskifte i butikken og Claus Sørensen er derfor med sit dygtige personale lige nu ved at forberede julehandel og den kommende skisæson.

- Julen står for døren, og vi er i Sportigan klar med at servicere kunderne, som vi plejer med god rådgivning og med godt udstyr og sportstøj på hylderne. Og som altid så pakker vi gaverne pænt ind, siger han.

Skisæsonen er en anden ”højtid”, som står for døren, når julepynt er pakket ned og den sidste nytårschampagne er drukket. Og her har Claus Sørensen altid været klar med den bedste service både til kunder, som kommer ind i butikken for at spørge til skiudstyr – men også til øens skoler og efterskoler, hvor han i mange år har tilrettelagt en udvidet service.

- Vi laver hvert år to pakkeløsninger i to forskellige prisklasser, som indeholder udstyr som tøj, skibriller, handsker og huer, så man kan være klar til skisæsonen. Og dem tilbyder vi til øens skoler og efterskoler, hvor vi gerne kommer ud med en vogn fyldt med udstyr, så eleverne kan prøve tøj og se, hvad vi har i pakkerne. Man kan også købe enkeltvarer, men pakkeløsningen er blevet meget populær, forklarer Claus Sørensen.

Billede beskrivelse

Rundt på efterskoler

På samme måde servicerer han også familien, der skal afsted på deres måske første skiferie.

- Her giver vi god rådgivning, og finder gerne den perfekte pakkeløsning til familien eller gruppen, som skal på tur. For godt udstyr er alfa-omega på skiferien. Ski og støvler lejer mange på stedet, men udstyr skal man have forberedt hjemmefra, forklarer Claus Sørensen.

Turen rundt på øens skoler og efterskoler, som planlægger skiferie med eleverne, er allerede gået i gang – og ligeledes er forberedelserne til julehandel 2023 – dog skal uge 47 med Black Friday lige overstås.

- Men som sagt, så er vi klar hos Sportigan til at give den personlige og professionelle rådgivning til julegaven, lyder det fra Claus Sørensen og hans gode personale. 

Udover ham selv tæller hans faste personale 3 ½ mand/kvinde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste