Chokoladekurvens kongelige Frederik-flødebolle er et kæmpehit
Hos Chokoladekurven sprøjter man bogstaveligt varianter af Thy- flødeboller ud.
Søndag udråbes kronprins Frederik fra balkonen som Danmarks nye konge, og det vil Chokoladekurven fejre med en særlig unik flødebolle med kongeligt udseende og royal smag.
Ideen er gået rent ind hos kunderne, og interessen har været voldsom.
- Vi lagde den op onsdag morgen på de sociale platforme, og vi fik 1700 visninger på Tik-Tok på det første kvarter. Det har vi aldrig prøvet nogensinde. Folk er bare interesseret i den flødebolle, som vi kun producerer begrænset indtil weekenden, siger Emma Gregersen, souschef i chokoladebutikken.
Og hvad er der egentlig i en royal flødebolle?
- Vi har lavet vores “kroningsflødebolle” på en lækker florentinerbund af karamelliserede hasselnødder. Flødebollen er skummet op i skønt vanilleskum med en søjle af champagne-ganache og er beklædt med tyk mørk belgisk chokolade, fortæller Emma Gregersen.
- Og for at understrege det kongelige har Pernille (indehaver af Chokoladekurven red.) lavet kongekroner i hånden i gyldens dulche-chokolade og det hele er drysset med guldstøv.
- Vi har lavet de første onsdag, og vi producerer helt hen til fredag. Men så er det også slut.
Vil man være sikker på at have en “Kroningsflødebolle” eller flere til kaffen, når Kong Frederik udråbes, så er det med at bestille ved at ringe til butikken eller sende en besked på Messenger.
For man kan ikke satse på at vi har nok i disken, fortæller souschefen.