Billede beskrivelse

Chefen er enig med Mary-Ann: Tiden er inde til at sige farvel

22. juni 2024 kl. 14.01

NYKØBING: Hun har ført lange samtaler og diskussioner med chefen: Skal jeg fortsætte eller er tiden inde til at sige stop og farvel.

- Det har bestemt ikke været nogen nem beslutning, så derfor tog det sin tid for chefen og mig at veje for og imod op mod hinanden. Og selv om, det er med tungt hjerte, vi til sidst blev enige, så er tiden inde til at sige stop og farvel, siger Mary-Ann Gramstrup.

Hun siger det med et smil på læben og med et glimt i øjet, for ovennævnte chef er hende selv og det tunge farvel er til hendes kombinerede butik og systue, fruens Fristed, i gågaden i Nykøbing.

Billede beskrivelse

Efter fire år på adressen har hun sidste åbningsdag 27. september.

- Jeg åbnede butikken under Corona, og selv om det var en svær tid, så havde jeg et håb om, at tiderne ville ændre sig bagefter. Det er bare ikke sket. Det er som om, købelysten bare ikke er den samme, som tidligere. Og det er jo ikke kun min butik, der mærker det, forklarer hun.

Har omsætningen i butikken ikke levet op til hendes forventninger, så har hun i alle fire år haft travlt i systuen.

Faktisk for travlt.

- Selv om jeg elsker at sy, så er det over tid blevet en byrde, for jeg har følt, at jeg var nødt til at sy og tage en pose med hjem hver weekend for bare at få en lille løn til mig selv. Det syarbejde hver weekend, er stille og roligt ved at slide mig op og tynger mig mere og mere. Derfor har jeg mærket efter og er kommet frem til, at beslutningen om at sige stop er den rigtige, siger hun og tager en serviet for at tørre tårer væk fra øjenkrogene.

- Jeg kan ikke undgå at blive rørt af at fortælle om mit farvel, for det er ikke kun mit hjertebarn, det handler om, det handler også om de mange søde kunder, jeg har haft i butikken. Derfor har det også været rørende for mig at læse alle de varme og kærlige kommentarer, jeg har fået fra kunderne på min Facebook.

Tror på konceptet

Frem til sidste åbningsdag, fortsætter hun Fruens Fristed som normalt med alle de unikke varer fra sine cirka 30 udstillere, som hun har i kommission. Også systuen fortsætter uforandret.

Billede beskrivelse

- Der bliver ikke tilbud på varerne fra mine udstillere. Men jeg har selv mit eget i butikken, som der løbende kommer gode tilbud på frem mod den sidste åbningsdag, siger Mary-Ann.

Hvad fremtiden skal bringe, har hun endnu ikke haft tid til at snakke med chefen om.

- Lige nu ligger det kun fast, at jeg fortsætter med at sy derhjemme for mine virksomhedskunder. Desuden ser jeg frem til at få mere fritid til at være sammen med min familie. Ellers har chefen og jeg ikke snakket nærmere om, hvad jeg ellers skal lave. Men der skal nok vise sig noget, det håber jeg da, smiler Mary-Ann.

Hun håber også, at der findes kreative sjæle derude, der kan have interesse i at overtage hendes koncept og butik.

- Jeg tror på, at der er plads til en unik butik, som Fruens Fristed. Konceptet trænger måske bare til at blive set på af nye, friske øjne. Så er man kreativ og har lyst til at høre nærmere, så skal man bare kigge indenfor og få en snak med mig. Jeg hjælper også gerne en ny indehaver i gang, siger Mary-Ann.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste