Aldi i Thisted vinder foran 54 andre butikker
THISTED: Med lametta, diplom og blomster markerede Aldi på Simons Bakke i Thisted tirsdag middag, at man er udnævnt som bedste butik i discountkædens region Nord, der tæller 55 butikker mellem Aarhus og Skagen.
Salgschefen for regionen, Claus Dahl, kom forbi med hæderen, som udover diplomet også omfatter 5000 kroner, som personalet senere vil få glæde af.
- Udmærkelsen er en cadeau til butikschef Rasmus Kloster Hansen og hans personale. De har vist, at de har tag på de lokale kunder. Rasmus vil gerne Thy, og det er mit indtryk, at Thy gerne vil Rasmus, fortæller Claus Dahl om baggrunden for hæderen.
Aldi har udnævnt årets butik i en årrække. Tidligere er såvel butikken i Nykøbing som den i Hurup løbet med hæderen.
I hver af Aldi-kædens fire regioner udpeges en vinder. Til sidst findes vinderen blandt de fire.
Og her er det butikken i Nakskov, der vandt i år.
Butikschefen i Thisted var selvsagt glad for hæderen.
- Vi er meget glade for anerkendelsen, siger Rasmus Kloster Hansen.
De 5000 kroner skal bruges på en oplevelsestur for hele personalet, der tæller 18 ansatte.
- De bliver frikøbt i arbejdstiden, så butikken bliver passet af personalet fra nabobutikkerne mens de er på udflugt. Det bliver en god dag for personalet, siger han.