Billede beskrivelse

Bytorvets Blomster skifter ejer: Nu er det især Hanstholm-området, det drejer sig om

09. oktober 2024 kl. 19.03

HANSTHOLM:
I 2022 åbnede Bytorvets Blomster med Jane Madsen som daglig leder, men med sin far, Jan Lindberg Madsen, som ejer. 


Nu er Bytorvets Blomster overtaget af Niels Peder Johannesen, der er Jane Madsens forlovede. 


- Mine forældre hjalp mig dengang for tre år siden. De har siden gjort en kæmpe indsats med at hjælpe til i butikken, men det blev lidt for meget arbejde for de to, som egentlig skulle leve pensionistlivet, fortæller Jane Madsen. 

Butikken startede ud med at have Inter Flora i både 7700 Thisted og 7730 Hanstholm. Det betød mange kilometers levering af buketter. 

- Bare i juni kørte min mor over 2000 kilometer og var ofte først færdig ved spisetid. Og min far havde travlt med regnskaberne, og de havde faktisk besluttet at lukke butikken, uddyber hun. 
 

Nu har man altså fundet en bedre løsning. Forældrene træder ud og kan endelig komme til at nyde deres pensionisttilværelse og deres campingvogn. 

- Det fortjener de. Min forlovede Niels Peder “Nello” Johannesen har i stedet overtaget butikken og jeg passer den. Så nu er forretningen vores egen, fortæller Jane Madsen. 

Billede beskrivelse

Ansat blomsterbinder

Butikken har samtidigt sagt Inter Flora fra i 7700. Det er overtaget af Byens Blomster i Thisted.  

- Nu er Bytorvets Blomster blevet, som vi gerne vil have den, siger Jane Lindberg Madsen.


- Vi har stadig Inter Flora i Hanstholm-området og det gaveudvalg, der hører til, og vi har ansat en dygtig blomsterbinder, Jane Toftdahl fra Thisted. Vores bogholderi er blevet automatiseret, så det er meget nemmere og hurtigere at håndtere, lyder det fra Jane Lindberg Madsen, der stadig satser på et bredt udvalg af blomster, buketter og tilbehør.

Hun fortæller, at hun vil også gerne have flere større planter i butikken og lidt mindre brugskunst. 


Ejerskiftet for Bytorvets Blomster er sket pr. 1. oktober. Bytorvets Blomster har på hverdage åbent fra 10-16 og lørdag fra 10-13

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste