Byens butikker holder vejret: Håber på sol og mange kunder
NYKØBING MORS: Forskellen på regn og tørvejr – og gerne tørvejr med sol – kan formentlig tælles i tusinder fra eller til, når Nykøbing på fredag og lørdag den 31. maj og 1. juni, inviterer til den årlige skaldyrsfestival.
- Havde du spurgt mig i sidste uge, så havde jeg nok været mere skeptisk, end jeg er lige nu. Den seneste vejrudsigt ser dog ud til at love sol og tørvejr, og holder den vejrudsigt stik, så bliver vi glade og kan se frem til at modtage 20.000-25.000 gæster fredag og lørdag. Det betyder mange og glade kunder i vores butikker, og vi er klar til at servicere dem, smiler formanden for Mors Handel, Michael Hansen fra Clock Huset.
For byens butikker har skaldyrsfestivalen kæmpe betydning, for selv om havnen er centrum for selve festivalen, så benytter mange gæster også lejligheden til at snuse rundt i byen og shoppe i butikkerne.
- For butikkerne er skaldyrsfestivalen en af årets vigtigste begivenheder, hvor vi mærker stor omsætning over de to dage, hvor festivalen varer. Målt på omsætning kan festivalen sammenlignes med en By Night, ja måske er den endda større. Men, som alle andre udendørs arrangementer, spiller vejret en afgørende rolle for, hvor mange, der kommer. Så vi håber på sol og tørvejr, siger Michael Hansen.
Hos både børnetøjsforretningen Aja Kidz og herretøjsforretningen Tøjeksperten, kalder den seneste vejrudsigt også smilene frem.
- Det ser jo ud til, at vejret arter sig på den måde, vi gerne vil, og så kan vi se frem til mange kunder i butikken. Det plejer altid at være to rigtigt gode dage, siger indehaveren af Aja Kidz, Jane Marie Andersen.
Hos Tøjeksperten ser souschef Jonathan Spanggaard også frem til at ekspedere og snakke med mange kunder, og han sender i den forbindelse roser i favnen på de mange frivillige bag festivalen og handelschef Lisbeth Thrysøe.
- Alle fortjener stor ros for at sætte byen, gågaden, ja hele øen på Danmarkskortet med skaldyrsfestivalen, som for mange af vores kunder er blevet en årlig tradition. Det er altid to hyggelige handelsdage, hvor vi ser mange af sidste års kunder i butikken. Nogle kommer for at handle hos os igen, mens andre kigger ind for at sige tak for sidst og få sig en hyggelig snak med os, siger han.
Alle butikker holder i øvrigt længe åbent lørdag, hvor kunderne kan handle frem til klokken 15. Bliver man sulten, byder spisestederne sig til, flere med skaldyr på menuen, og på Kirketorvet bliver der musikalsk underholdning.
Desuden bliver der skattejagt for børn.