Butikschef søges til ny dametøjsbutik i midtbyen
NYKØBING: Trimar Retail A/S, som ejer Konfektionshuset i Algade, der lige nu har ophørsudsalg, søger nu i et nyt jobopslag på facebook en butikschef til en ny dametøjsbutik i Nykøbing.
Direktør for Trimar Retail, Steen Nielsen, bekræfter, at de har planer om at åbne en ny dametøjsbutik i hjertet af Nykøbing, men han vil ikke kommentere på, om det bliver med udgangspunkt i butikken, som kommer til at stå tom, når Konfektionshuset lukker endeligt.
- Vi vil åbne en tøjbutik efter et nyt koncept, som vi ikke vil fortælle noget om lige nu. For først vil vi have ansat en ny butikschef, som skal være med til at præge butikken lige fra starten, fortæller han.
I jobopslaget fremgår det, at der er tale et koncept med et udvalgt sortiment af modetøj til kvinder fra størrelse 36-56, der er målrettet kvalitetsbevidste kunder. Der bliver tale om en butik, der bliver mere end en tøjbutik, fremgår det af opslaget. For en af de opgaver den nye butikschef skal stå i spidsen for bliver – udover at drive tøjbutikken – at afholde arrangementer dag og aften. Det kan være modeshows og inspirationsaftener.
- Når vi har fundet en butikschef til vores nye butik, så kan jeg fortælle mere om vores fremtidsplaner. Vi vil give os selv tid til at starte butikken ordentlig fra bunden. Så hvornår butikken har åbningsdag, kan jeg ikke kommentere på lige nu, siger Steen Nielsen.
I jobopslaget fremgår det, at Trimar Retail søger en butikschef hurtigst muligt, og de holder løbende jobsamtaler med afslutning den 1. november 2024. Så om butikken åbner inden jul, kan Steen Nielsen ikke garantere.
Lukker flere butikker
Det Herning-baserede selskab Trimar Retail A/S ejer omkring 20 tøjbutikker rundt om i landet. I april i år besluttede direktionen hos Trimar Retail at lukke Konfektionshuset i Algade i Nykøbing, men ville da ikke sætte en lukningsdato. Der er stadig ophørsudsalg i butikken.
Konfektionshuset i Nykøbing, som er Nykøbings svar på Damernes Magasin i Matador med mange år bag sig, er ikke den eneste butik, som Trimar Retail netop er ved at afvikle. Damernes Magasin i Lemvig og Diva- Trimar Retail i Mariager, er andre tøjbutikker ejet af virksomheden, som nu står overfor lukning.
- Det er korrekt, at vi er ved at lukke flere af vores butikker rundt om i landet. Mere kan jeg ikke oplyse. Men når vi har fundet en butikschef til vores nye tøjbutik i Nykøbing, kan jeg fortælle mere om vores fremtidige planer for tøjbutikken her i byen og vores nye koncept, siger Steen Nielsen.