Butik har unikke og håndlavede ting til julegaven
Hvis man gerne vil købe en unik og håndlavet julegave – og endda til overkommelig pris – så er Strømpehuset i Øster Assels et besøg værd.
For i weekenderne op til jul, afvikler foreningen bag Strømpehuset,” Strømpehusets Venner” Julegavemarked lørdag fra klokken 10-14 og søndag fra klokken 14-16.
Lige nu kan man i udstillingen finde masser af hjemmestrikkede ting som selvfølgelig strømper, karklude, trøjer, huer m.m. På nissehylden er der nogle helt unikke strømpenisser, som har det meget sjove og karakteristiske udtryk, fordi ansigterne på nisserne er lavet af strømper.
Er man til fin papirkunst, så kan man finde en lille udstilling af Mette Janni, som selv har lavet forskellige flotte ting af papir og som man kan købe i butikken i weekenderne op til jul.
Dejlige futsko af filt til både børn og voksne, hjemmestrikkede små sjove lommevenner og syede ting samt keramik og anden håndlavet brugskunst, er udstillet sammen med en galleriudstilling af figurer og malerier af kunstneren Pia Viborg. Hun laver helt unikke figurer, som går igen i flere af hendes malerier. Alt er til salg.
Strømpehuset drives af frivillige
Strømpehuset blev i 2016 købt af foreningen ”Strømpehusets Venner” efter, bygningerne havde stået ubenyttet hen siden 2006. Agnes Jantzen drev butikken "Strømpehuset" frem til sin død i 1998, 100 år gammel. Hendes søn, Jens Jørgen Jantzen Deleuran, boede derefter alene i hele det store hus og drev forretningen videre indtil sin død i 2006. Han solgte fortrinsvis undertøj, strømper og ugeblade.
Men bygningens historie går længere tilbage end det. For siden 1860’erne har der været Købmandsgård i bygningen.
- Men da vi købte bygningen i 2016, var det jo den gamle Strømpehus butik, vi overtog med alt det gamle interiør. Og da vi renoverede lokalerne, så beholdt vi de gamle hylder og farver. Så når man kommer i Strømpehuset i dag, hvor vi både har butik, galleri og arrangeret et lille Bed & Breakfast på 1. sal, så kommer man også ind i en lille tidslomme, siger medlem af bestyrelsen for Strømpehusets venner, Jytte Frederiksen.
Strømpehusets forskellige aktiviteter bliver drevet helt af frivillige hænder, og de forskellige ting, som kan købes i butikken, er ting, som forskellige kunsthåndværkere får lov til at sælge fra butikken.
- Vi udvælger faktisk nøje, hvilke ting vi tager ind, så de ting, som sælges fra butikken, har en god kvalitet. De kunsthåndværkere, der sælger ting fra butikken, betaler så os 20 procent af salgsprisen. Og det er for at dække selve driften af Strømpehuset. For det er frivillige, man møder i butikken og vi fortæller gerne om stedets historie, siger Jytte Frederiksen.