Butik har skiftet ejer: De fleste kendte ansigter fortsætter
Brillehuset i Vestergade i Thisted har fået ny indehaver. Efter 22 år har Carina og Ole Larsen besluttet at sælge forretningen. Tiden var kommet en ny fremtid for Brillehuset.
- Derfor er vi glade for, at det blev Tim Busk, som vi kender efter flere års samarbejde, der nu er den nye ejer af Brillehuset. Vi talte sammen i et halvt år. Tim kom ofte i butikken, og vi blev hurtigt enige om en overtagelse. For han står for nøjagtigt det samme som Brillehuset altid har sat højt: topservice og høj faglighed, fortæller Ole Larsen.
Det tidligere indehaverpar begrunder den store beslutning med, at det var kommet til at dele privatliv og forretning op.
- Vi har nydt hver en dag på arbejde og mødet med vores trofaste kunder. Men der er en tid til hver ting, og Carina og jeg har besluttet, at nu skulle det være. De mange år, hvor det handlede meget om arbejde, har slidt. Ikke mindst da vi havde små børn, som godt nok er store nu. Men nu ønsker vi at slippe lidt for alt det, der følger med at drive en selvstændig brilleforretning - ikke mindst det administrative. Jeg elsker stadig at arbejde i Brillehuset og bliver også i forretningen - forhåbentlig en del år endnu. Carina stopper helt, siger Ole Larsen.
Men reelt ændres der ellers ikke ret meget udover et nyt ansigt. Kunderne vil fortsat møde Claus Aamand og Ole Larsen. Også Laura Bekhøj forsætter.
For Tim Busk er det med stor glæde og ro, at han overtager Brillehuset.
- Jeg har været i brillebranchen i mange år. Først 17 år som optiker og seneste syv år som som produktspecialist hos linse-producenten Vision Care. Jeg kender Brillehuset rigtigt godt. Det er en topforretning på alle måder, jeg overtager. Selv om jeg er ny ejer, så vil kunderne ikke mærke en forskel i Brillehuset dagligdag, siger Tim Busk.
Han forsikrer om, at brillehuset fortsat vil være den butik, alle kender, med den store service og faglighed som kunderne sætter stor pris på. Han vil tage turen fra Nibe til Thisted hver dag.
Ejerskiftet i Brillehuset bliver markeret - tidspunktet er ikke besluttet endnu.