Borgmesteren roser julegågaden
Det store juletræ på Kirketorvet i Nykøbing er blevet tændt. Selve Julemanden hjalp traditionen tro, og med ham var Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen.
Øens borgmester benyttede lejligheden til at rose den fine pyntning i gågaden.
- Vi har den flottest julepyntede by, vi nogensinde har set, lød det.
Her hentyder Hans Ejner Bertelsen til de kæmpestore halmballer, der rundt omkring i gågaden pynter med store, røde silkesløjfer. For ikke at tale om de rundballer, der kreativt er lavet til søde rensdyr i gågaden.
Herudover er der jævnligt hestevognskørsel i gaden i hele måneden, hvor butikkerne har ekstraordinært åbent, og mange boder på torve og gader frister med bolsjer og mandler til julehandlen.