Borgmester slap vilde kaniner løs efter en crazy uge
NYKØBING: En fuldstændig crazy uge.
Sådan sammenfattede borgmester Jens Dahlgaard den seneste uges to store begivenheder på Mors.
Først kom Hanklit på Unescos Verdensarvsliste og dernæst blev Nykøbing for andet år i træk kåret til Danmarks hyggeligste ferieby i OpdagDanmarks landsdækkende konkurrence.
- Det må I godt klappe af, lød opfordringen fra borgmesteren, da han onsdag eftermiddag stod på scenen på Kirketorvet for at byde turister og lokale velkommen til den femte af skoleferiens seks gratis sommerkoncerter arrangeret af Mors Handel.
Og klappet blev der af Mors og Nykøbing af et fyldt og feststemt Kirketorvet badet i solskin, kolde fadøl og De vilde kaniner.
Sidstnævnte hyldestband slap Jens Dahlgaard med særlig glæde løs, for som musiker har han selv haft æren af en håndfuld gange at være guitarist for Peter A.G. fra Gnags.
Fra første tone leverede De vilde kaniner en parade af de kendte hits, som publikum gladeligt skrålede med på, og med den seneste uges store begivenheder in mente, kunne fædrelandshymnen Danmark nemt være omskrevet til Mors og Nykøbing.
For lige meget hvem og hvor, så var alle velkommen her og bidrog til festen.
De gratis sommerkoncerter slutter af næste onsdag med Grandprix Orkesteret.