Der var rig mulighed for at få de yngste klædt godt på, da jubilæet blev fejret fredag.
Shopping

Baby-mekka fylder 100 år: Her kommer kunderne igen i generationer

Der var lange køer fra morgenstunden, da junior havde taget mor og far med til jubilæumsfest hos Malle

29. april 2022 kl. 15:41

SNEDSTED: Der står "Babysam" i store typer på butiksfacaden, men for de lokale vil det altid være "Malle". Stedet, hvor man skal tage hen for at blive klædt ordentligt på, når en lille ny verdensborger melder sin ankomst.

Sådan har det været i 100 år, og fredag morgen havde rigtig mange glade børn og forældre taget hinanden i hånden og for at tage del i jubilæumsfejringen. Og med barnevogne sat helt ned til 100 kr. var der virkelig tale om køtilbud, som mange gerne ville have fingrene i.

- Vi havde nogle, der satte sig i kø allerede i går ved lukketid, fortæller butikschef Stense Malle.

Mange forventningsfulde kunder havde taget opstilling foran butikken for at komme med på de gode tilbud.

Med i butikken på den store festdag var selvfølgelig også Stense Malles far, 88-årige Jørgen Malle, der er søn af butikkens grundlægger Theodor Malle.

- Det er en helt fantastisk dag. Man kan slet ikke forestille sig, hvor stort det er. Man bliver helt blød om hjertet. Jeg har levet af folkets kærlighed i over 70 år, og vi får ene glade mennesker i butikken. Så kan man godt forstå, at jeg har været glad for at komme på arbejde hver dag, siger Jørgen Malle.

Selvom der fredag morgen var rigtig mange kunder i butikken, som måtte stå i kø hele vejen rundt langs væggene, så var der styr på tropperne.

- I gamle dage kunne vi se, at de nærmest kom ridende ind over prærien, når vi havde tilbud, men nu om dage lukker vi kunderne ind i grupper, for at der ikke skal blive kaos. Samtidig har vi begrænsning på, så man kun kan købe ét køtilbud pr. kunde, så det går retfærdigt til, siger Jørgen Malle.

Stense og Jørgen Malle kunne fredag byde glade kunder velkommen til stor 100-års jubilæumsfest i Babysam i Snedsted.

Trods sine 88 år er han stadig aktiv i butikken, hvor han med glæde trækker i uniformen og går på arbejde hver onsdag.

- Min far var formand for sognerådet, drev sin forretning og ville være byens socialkontor samtidig. Han har sat et stort aftryk på byen, men han brændte sit lys i begge ender og døde i en ung alder, så jeg stod med hele butikken selv som 28-årig, siger Jørgen Malle og fortsætter:

- Dengang var økonomien ikke så stærk, så det var virkelig på bankens nåde, og de valgte heldigvis at tro på mig. Det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke jeg havde haft en hustru, der støttede op om, at jeg var nødt til at køre ud og sælge støvsugere og symaskiner om aftenen efter lukketid, for at få økonomien til at nå sammen.

Dengang var det ikke udelukkende babyudstyr, man kunne få med sig hjem, når man gik en tur i Malle.

- Vi solgte også møbler, og min hustru, som også var butiksuddannet, stod for at indkøbe dametøj til butikken. Det gjorde hun så godt, at det aldrig blev behov for at holde et udsalg, for tøjet blev revet væk, husker Jørgen Malle.

- Vi havde også våben, og dengang kunne de unge mennesker komme ind i butikken, og var de interesserede i at købe et våben, så kunne de få lov til at prøveskyde dem ude i gården. Ja, der gjaldt lidt nogle andre regler dengang.

Der var kø langt ud på gaden - og tilbudsfesten varer helt indtil tirsdag.

Jørgen Malle startede i butikken som 16-årig, hvor han blandt andet kørte ud med varer til kunderne, selvom han var for ung til at have kørekort. Gennem årene har han haft mange gode oplevelser med kunderne, hvoraf flere familier har været kunder gennem flere generationer:

- Før i tiden var der rigtig mange, der måtte købe på afbetaling, og folk havde ikke så meget at gøre med. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var ude et sted i Nordthy for at sælge en symaskine til et ægtepar, og manden svedte, fordi han ikke havde pengene og skulle bede om afbetaling. Så kom konen ind med en rød kaffedåse fuld af to-kroner, og da vi fik talt dem sammen, var der nok til at betale for maskinen, siger Jørgen Malle og tilføjer:

- Mange år senere kom det samme ægtepar ind i butikken, og da jeg kom til at snakke med dem, kunne jeg tydeligt huske dem og den røde kaffedåse. De skulle være oldeforældre og var ude for at købe en gave til det kommende oldebarn.

Næste gang Snedsted fester bliver 11. maj, hvor butikkens grundlægger Theodor Malle får opkaldt en plads efter sig.

Tilbudsfesten i Babysam fortsætter til og med tirsdag.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu