Ann Katrine åbner garn -og smykkebar i midtbyen

15. juni 2024 kl. 06.01

NYKØBING: Den 1. juni åbnede Ann Katrine Svane en ny butik i Havnegade 4 i Nykøbing, Garn og Guld, som er en kombineret garnbutik og smykkebar. Og det er hendes to hobbyer, hun nu springer ud i og gør til sit levebrød.

- Jeg har længe haft en drøm om at åbne en smykkebutik, som i mange år har været min store hobby sammen med strikning, som jeg har beskæftiget mig med, siden jeg var barn. Omstændighederne ville, at det var nu jeg skulle springe ud i det, for det her var en drøm, som jeg bliver nødt til at afprøve, fortæller hun.

Ann Katrine, 30 år, er uddannet lægesekretær. Hun afsluttede sin barsel med lille Valde den 11. april, hvor hun stod uden arbejde. Men som nybagt mor ville hun gerne skabe et arbejdsliv, hvor hun selv er herre over sin tid.

- Så min kæreste Mathias Berg og jeg blev enige om at starte den her butik sammen. Han hjælper til, ved siden af sit arbejde som taksator, med bogholderi og alle de praktiske ting, mens det er mig, der i åbningstiden står i butikken, forklarer hun.

Og den 1. juni blev Ann Katrines drøm så til virkelighed med åbningen af butikken Garn og Guld, som er en kombination af en traditionel garnbutik og en smykkebar, hvor man kan komme ind og lave sine egne smykker i butikkens åbningstid eller efter aftale. Man kan finde mere info om åbningstider på facebooksiden Garn & Guld.

Lav egne smykker

Ann Katrine har indrettet butikken med borde i den ene ende, hvor man kan sidde og lave sine egne armbånd, halsbånd, øreringe, ankelkæder eller strikketøj, når Ann Katrine afvikler strikkecafé.

Man kan som udgangspunkt vælge at købe en basispakke, som indeholder de ting, som skal bruges til de forskellige typer smykker. Basispakken indeholder materialer af en god kvalitet, og man kan med indholdet i pakken lave sit smykke. Men ønsker man nogle finere perler, sten, krystaller eller noget af ægte sølv eller forgyldt sterling, så kan man tilkøbe det.

- Jeg vil være i butikken og hjælpe til med råd og vejledning. Og jeg sælger også lidt drikkevarer, som man kan sidde og hygge med, mens man arbejder med smykkerne, forklarer hun.

Hvis man er en gruppe, der gerne vil hygge sig sammen, så kan man booke en tid udenfor åbningstiden. Til at starte med henvender smykkekonceptet sig ikke til børn, men Ann Katrine har planer om at lave nogle arrangementer, hvor børn kan være med.

- Jeg har mange ideer med butikken, men jeg vil ikke igangsætte flere, end jeg kan følge med til. Og så vil jeg lytte til kunderne og høre, om de har nogle forslag og ideer, som jeg kan arbejde videre med. Så man kan på en måde sige, at kunderne bliver inddraget i at forme butikken og de ting, som kommer til at ske i den, siger hun.

Garn og strikkecafé

Ann Katrine har også en stor forkærlighed til strikning, og derfor har hun indrettet butikken med garn af mærket Filcolana.

- Jeg har valgt det garnmærke, fordi de producerer garn af en god uld- og fiberkvalitet, men til en pris, hvor de fleste kan følge med. Og så er jeg så fascineret af den brede pallette af farver, de har i deres sortiment, fortæller hun.

Man kan komme ind og købe garn og få råd og vejledning af Ann Katrine i butikkens åbningstid. På sigt vil det også blive muligt at købe forskelligt strikkeudstyr, men lige nu er det kun garn, man kan købe.

Ann Katrine planlægger også at afvikle strikkecafé i butikken og andre arrangementer, som barselsstrik, strik og drik m.m. Og hun har allerede første arrangement klar og inviterer til sin første strikkecafé torsdag den 20. juni klokken 19-21.

- Det bliver en strikkecafé for nybegyndere, der gerne vil lære at strikke eller lettere øvede, der gerne vil blive bedre. Jeg står klar til at hjælpe og give råd og vejledning, forklarer Ann Katrine.

Det koster 30 kroner at deltage, og man skal selv medbringe strikkepinde. Garn kan man købe i butikken. Der vil blive serveret lidt kage og kaffe – og andre drikkevarer kan man købe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste