Aldrig så tidlig og til så lav en pris: Stenbiderkaviar er ankommet
Normalt er den danske kaviar stenbiderrogn lig med, at foråret er lige om hjørnet. Men det lune klima har tilsyneladende fået stenbideren til at sætte rogn tidligere end sjældent set.
I Hanstholm blev der mandag morgen (12. december red.) handlet 300 kilo rogn - og endda til en særdeles billig pris.
Fiskehuset i Thisted var heldig at få fat i en god portion af den lækre rogn, som nu sælges op til jul til en sjælden billig pris.
- Det er første gang, at der er så store mængder stenbiderrogn så tidligt på sæsonen. Det er jo normalt en spise der er populært i forårssæsonen – især på Sjælland. Og prisen er jo helt vildt lav.
En fjerdedel af prisen
Sidste sæson oplevede man, at stenbiderrogn kom op i priser over 1100 kroner kiloet. Her til morgen var prisen kun 230 kr. pr. kilo. Dét betyder, at der nu er rigtig billig rogn af forrygende god kvalitet at få til noget, der ligner en fjerdedel af prisen.
- Den danske kaviar er lige til julebordet eller nytårsbordet, lyder det fra fiskehandleren, der sørger for at gøre rognen helt spiseklar til kunden - renset og skyllet.
- Så kan man selv bestemme, om man vil salte den, før man serverer den på sin hjemmelavede blinis (lille pandekage.red) med løg, creme fraiche og en lille dusk dild.
Eller om man bruger den som lækker velsmagende topping på andre anretninger, lyder det fra Fiskehuset i Thisted, der allerede har gjort den første gang danske kaviar fra Hanstholm Fiskeauktion klar i køledisken.
Vil man gemme den til foråret, hvor prisen er i top, så kan kaviaren uden problemer fryses ned.