125 år gammel isenkrambutik har fået ny ejer
Isenkræmmer Kristen Nielsen havde næsten opgivet at få sin butik Vilh. Nielsen Isenkram i Bredgade i Hurup solgt.
Det var efter, at han og hans kone, Margit Nielsen, for flere år siden besluttede at sælge bygning og forretning. Forretningen overtog Kristen Nielsen af sin far i 1988, og denne sommer kunne Margit og Kristen Nielsen fejre butikkens 125-års jubilæum.
Men så fik de pludselig en henvendelse fra Charlotte Brændgaard Kappel, der havde hørt og ligeledes set en salgsannonce på Facebook, at hele hjørnebygningen i Bredgade med butikken i stueetagen var sat til salg.
- Jeg kontaktede Kristen Nielsen, og vi blev hurtigt enige om, hvordan overtagelsen skulle finde sted. Så jeg overtager på papiret butikken den 1. november og kører den videre under samme navn, nemlig Vilh. Nielsens efterfølger. Det navn hænger bare ved her i byen, og det skal bevares, siger Charlotte Brændgaard Kappel.
Masser af erfaring
Hun er uddannet kosmetolog og dernæst materialist. Som sådan har hun arbejdet hos Matas i både Odense, Struer og Hurup. Charlotte Brændgaard Kappel har også i fem år haft egen hudklinik og senest været ansat på kontor på Helligsø Teglværk i fem år.
- Jeg har en masse erfaring med det at drive eget firma og det at have den nære og gode kundekontakt. Lige isenkram har jeg ikke nogen erfaring med, men jeg er sikker på, at min erfaring med at sælge og min kundeforståelse rækker uanset, om det er kosmetik eller kopper og pander jeg skal sælge, forklarer hun.
Ændrer løbende i det små
Når Charlotte Brændgaard Kappel åbner dørene fredag den 3. november som indehaver af butikken, så vil kunderne ikke på åbningsdagen mærke de store forandringer.
- Jeg vil starte med at stikke fingeren i jorden og lære kunder og butikken at kende. Men selvfølgelig har jeg nogle ideer og endda masser af ideer, men ændringerne begynder først for alvor at blive synlige efter nytår. Da vil jeg begynde at lave lidt om på konceptet, men jeg starter i det små, forklarer hun.
Lige nu vil hun koncentrere sig om den forestående julehandel, og i den anledning har hun lavet aftale med en svensk leverandør, som kan levere nye, bløde varer som puder, viskestykker m.m., hvilket vil være en ny varegruppe i butikken her op til jul.
- Jeg vil frem til årsskiftet få hjælp af min 19-årige datter Laura, som også frem til åbningen den 3. november vil hjælpe med at pynte alle ni vinduer op til jul. Når juleræset har lagt sig, og vi kommer ind i mere rolige måneder i januar og februar, vil jeg begynde at sortere i varelageret samt male, fortæller hun.
Noget nyt, som hun introducerer fra starten, er musik i butikslokalet. Og sådan vil de små forandringer langsomt vise sig. Kristen Nielsen kørte en gammeldags isenkræmmer, som også omfattede salg af blandt andet søm og skruer.
- Og lige netop det varesortiment vil jeg nok lave et januarudsalg på, og så vil det være slut med søm og skruer i butikken. Derimod vil jeg sætte nye varegrupper på hylderne og indrette butikken, så man udover musikken får en oplevelse, når man træder herind. Ideer har jeg nok af, og de skal nok begynde at folde sig ud, lover Charlotte Brændgaard Kappel.
Men lige nu vil Charlotte Brændgaard Kappel og hendes datter Laura koncentrere sig om den forestående julehandel – og de glæder sig til at komme i gang.