Se billederne: Så kom regnen over Thy Rock - men festen fortsætter
THISTED: Efter blandet vejr hele dagen trak de tunge skyer lørdag eftermiddag op over Dyrskuepladsen i Thisted. Med den fulgte regn, som stille faldt ned over festivalen i et par timer.
Det gav lidt panderynker hos arrangøren - men for publikum var det kun en våd parentes i en fugtig weekend. Humøret havde indfundet sig. Festen var i fuld gang, og et par timers regn skulle ikke standse dem.
Opfindsomheden var stor for at undgå at blive våd. På balkonen ved gin-baren blev borde stablet på borde, som blev et helt fint skur, når de fleste var trukket indenfor i teltet.
Ved 20-tiden var regnvejret passeret, og publikum kunne efter Gillis beats og attitude nyde en kold Thy Guld sammen med MD-Duo, der kom med et scene- og pyroshow, der er en storgruppe værdig.
Og publikum gik selvfølgelig amok sammen med Martin og Dennis.
Efter MD Duo ventede popballader med Ronan Keating leveret med irsk charme fra den store scene.
Til sidst venter én kunstner, som tidligere har optrådt på Thy Rock, en kunstner som uden tvivl vil holde mange fra at tage tidligt hjem: Lukas Graham.
Når “7 Years” og “Love Someone” ruller ud over pladsen i aften, er det med garanti med tusindvis af stemmer i kor og måske lys fra mobiltelefoner i luften.
Thy Rock 2025 i 25 års jubilæumsudgaven sluttede omkring 01.45.