Se billederne: Lastbil spærrer central færdselsåre i det totale snekaos
Snevejret ramte Thy og Mors først og gav store trafikale udfordringer
Opdateret 16.45 med kommentarer fra Midt- og Vestjyllands Politi
NORDJYLLAND: Nye snemængder er på vej ned mod nordlige Jylland. Og selv om snevejret foreløbig ikke er ledsaget af fygning, har det allerede skabt trafikale problemer.
I Thisted blev trafikken på Østerbakken, en af byens hovedfærdselsårer, delvist spærret, da flere lastiler måtte opgive forcere den forholdsvis stejle stigning. På et tidspunkt sad fire-fem af de store køretøjer fast på strækningen.
Det lykkedes dog de fleste af lastbilerne at komme op ad bakken. Men en times tid senere holdt en enkelt af dem fortsat stille på Østerbakken.
Thisted Kommune havde midt på eftermiddagen 44 snerydningsenheder ude at køre. De rydde sne med enten koste eller sneskraber, og næsten alle spreder samtidig salt, fortæller Kurt Bennedsgaard, sektionsleder for park og vej.
Også på Over Engen i Thisted var der melding om en lastbil, der ikke kunne komme op ad bakken.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi har man modtaget meldinger om, at lastbiler kan have besvær med at stå fast på vejene nogle steder. Der er i øjeblikket ingen meldinger om store kødannelser i Thy eller på Mors, men vagtchef Ole Vanghøj synes alligevel, at borgere i området skal tænke sig en ekstra gang om, før de bevæger sig ud i snevejret.
- Hvis man ikke absolut, livsnødvendigt, skal ud at køre, så synes jeg, man skal vælge en anden dag, siger vagtchefen.
- Man kan risikere at blive fanget i massiv kø, hvis lastbilerne måske glider igen, tilføjer han.
Ved middagstid udsendte DMI varsel om farlig vejr i hele regionen - med forventning om at der vil falde op til 25 centimeter sne. Og det snevejr, som allerede tidligt på dagen begyndte over Thy og Mors, trækker ifølge prognosen længere mod øst i løbet af dagen.