Se billederne: Jonah Blacksmith satte ild til publikum på hjemmebane
Thy-lokale Jonah Blacksmith indtog torsdag Skoven på Alive Festival i Thisted, hvor de havde et par af deres døtre med på scenen og det lokale band ROYA. Men de var ikke de eneste lokale bands ved Alive Festival
THISTED: Folk-rock bandet Jonah Blacksmith indtog torsdag aften Alive Festivals største scene. Festivals-glade gæster var mødt op for at tage godt imod bandet fra Thy. Stemningen nærmede sig euforisk, og man kunne mærke, at de var helte i de lokale gæsters øjne.
- Vi elsker at spille her i Thy. Og selvom vi bliver større og står på nogle større scener, så elsker vi at spille her. Derfor er det bare super vigtigt, at den her festival bliver ved med at være her, sagde banjospiller og forsanger Thomas Alstrup.
Bandet leverede i den grad på scenen "Skoven" i Thisted, som er Alive Festivals største scene. Der var sort af mennesker, og de var vidne til et specielt øjeblik, da bandet hev Thomas Alstrups datter Malene og Jon Bisgaard Kjeldsens datter Lava op på scenen. Det var et rørende øjeblik, hvor de sang "Monster".
- Ej hvor er de søde!, proklamerede en fan højlydt blandt publikum.
En anden glad festivalgæst var Kirstine Lerche fra Aalborg, der beskriver sig selv som en ægte fan af folk-rock bandet. Hun blev peget ud til at styre publikum, da de skulle sætte sig ned inden det hele gik amok.
- Jeg synes, det var ret vildt. Jeg havde ikke lige regnet med, at de ville pege ned på mig. Men da de gjorde det, så var jeg bare på. Jeg synes bare, at det var sygt, fortalte Kirstine Lerche som tilføjede:
- Det var intenst. Men på sådan en fed måde, fordi de guidede mig ret meget sødt igennem det.
Jonah Blacksmith spurgte efter det intense øjeblik, om ikke Kirstine Lerche ville med på turne. Om de mente det eller ej, er ikke sikkert, men hendes svar var klart.
- Hvis de spørger, så er jeg klar. Jeg kan godt være hype woman, sagde hun med et smil.
Efter det intense øjeblik, gik Jonah Blacksmith ud, men vendte tilbage til det glade publikum, og de havde en overraskelse med. De tog det Thy-lokale band ROYA med ud og spillede deres fællesnummer "Oceans", som selvfølgelig blev efterfulgt af "House on Fire" i et brag af en finale.
Lokalt musikkollektiv
Udover Jonah Blacksmith var der også flere lokale musikere på Alive Festival. Thy Music Collective, der er en samling af lokale bands fra Thy, var samlet på scenen i Haven. Artistgruppen bestod af Linn, Blood Child og Poptones, Blodmåne og Hunt, Captain Buzzface og Ham Der Forsvandt, Smugler og Tonny Flex.
Det var en blanding af forskellige genrer og både gamle og upcoming artister. Derfor var det tydeligt at høre, at både familie og venner var mødt op, men også adskillige musikinteresserede festivalgæster, der var spændt på at følge med i, om nogle af de nye artister fra Thy bliver den næste Jonah Blacksmith.
Alive Festival fortsætter fredag 28. juli og slutter lørdag 29. juli. Fredag spiller blandt andet Guldimund, Barselona, FRAADS og lokale ROYA, der torsdag stod i Skoven med Jonah Blacksmith.