Se billederne: 300 fik det iskolde gys

29. december 2025 kl. 08.53

VORUPØR: - Det passer lige nøjagtig med, at vinden er vendt, så østenvinden har blæst overskydende vand ud, og vores havbad står helt perfekt, lyder det tilfreds fra Kim Poulsen, der er en af arrangørerne bag Vinterbadefestivalen, mens han viser vej til festivalpladsen i solskinnet.

For en festivalplads kan man roligt kalde det, som pladsen omkring havbadet er omdannet til i dagens anledning.

Her samles ifølge Kim Poulsen omkring 300 kuldesøgende mennesker hvert år, og der er stillet både isbade og varmtvandskar frem til lejligheden, ligesom der er musik til at sætte stemningen og en bar, hvor man kan få varmen indefra med suppe, varme drikke og ikke mindst seks forskellige slags hjemmelavet snaps.

Festivalen for de ikke-kuldeforskrækkede trækker folk til fra andre dele af landet, og den har allerede rundet et skarpt hjørne.

- Vi startede i 2014, og idéen var at bruge vores havbad, som blev indviet dengang, og som vi er meget stolte af. Dengang var vi ikke lige så mange som nu, men der er siden kommet flere til, og flere kommer i store grupper langvejs fra, fortæller Kim Poulsen.

Som på enhver anden festival er der folk, der er klædt ud og nogen der har sjove hatte på, ens huer eller ens badedragter.

Fra Herning samler vinterbadeklubben Den Gule Badeand sig under et banner og med gule huer på, og det er tydeligt, da de bliver siddende i isbadet under et helt interview, at de er garvede vinterbadere.

- Havvandet kan bare noget andet end søen, vi plejer at bade i. Men havvand er til gengæld varmere, end vi er vant til, så vi tager gerne en tur i isbadet, fortæller Tina Christensen fra Herning, der har vinterbadet i ti år.

Andre der også samler en flok og drager mod Vorupør hvert år er vinterbadeklubben i Skive, VISKI, der er afsted af mange andre grunde end kun det at få det til at sitre i hele kroppen i det kolde vand.

- Der er meget fællesskab omkring festivalen. Selvom man ikke kender hinanden, så mødes man og snakker med alle. Og så kan vi godt lide omgivelserne og kulturen heroppe med kutterne på stranden og surferne. Her er meget autentisk, fortæller Vivi Sørensen, der er medlem af vinterbadeklubben VISKI i Skive.

Det er Vorupør Erhvervsforening der i samarbejde med de lokale vinterbadere og flere af byens øvrige foreninger står for Vinterbadefestivalen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste