Billede beskrivelse

Sangerinde åbnede festival med kirkekoncert: - Det var frygtindgydende

Første koncert på årets udgave af Alive Festival i Thisted var en intim kirkekoncert i en fyldt Thisted Kirke, hvor sangerinden Selina Gin stod klar

27. juli 2023 kl. 19.00

THISTED: Torsdag åbnede årets udgave af Alive Festival. I modsætning til mange af sommerens festivaller stod første kunstner ikke på en festivalplads, men i en kirke. 33-årige Selina Gin var sangerinden, der inviterede til intim kirkekoncert i Thisted Kirke, men først skulle publikum synge "Se nu stiger solen" i kor.

- Vi sad jo heromme bagved, da alle sang i kor. Det var virkelig smukt, fortalte sangerinden om publikums fællessang.

Billede beskrivelse

Efter fællessangen var det tid til at indtage scenen, og det var nervepirrende - selv for den erfarne sangerinde. Hun havde nemlig aldrig spillet i en kirke før.

- Da vi kom ind, så var der helt stille. Der var mange glade ansigter, men vi står jo der, hvor præsten plejer at stå. Så det var sådan lidt frygtindgydende, men på en god måde, sagde Selina Gin.

Selvom sangerinden ikke var vant til at give koncert i en kirke frem for en scene, så blev det alligevel en god oplevelse. Også selvom den var meget anderledes fra de andre festivaler, hun har spillet på i år.

Billede beskrivelse

- Det var ret specielt. Vi forsøgte at gøre det mere roligt, end vi plejer i hvert fald. Vi brugte kun klaver og guitar. Normalt ville vi have et fuldt band med bas, trommer og det hele, fortalte hun.

Selina Gin fik store bifald efter hver sang i Thisted Kirke, hvor folk startede stille ud, men langsomt begyndte at synge med. Efter koncerten skal hende og hendes bandmedlemmer nyde Alive Festival sammen med de andre gæster, og det ser hun frem til.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme på festivalen, fortalte Selina Gin.

Stor åbningsdag på Alive Festival

Torsdag bød også på mange andre arrangementer og kunstnere på årets Alive Festival. Dagen startede med sanketur i Nationalpark Thy, hvor gæster fandt ingredienser til snaps. Herefter kunne man tage en tur på Thisted Bryghus, hvor gæster blev budt velkommen.

Efterfølgende åbnede festivalen for alvor med mange glade gæster, der strømmede ind på festivalpladsen. Her var der fællessang på Alive Festivals store scene "Skoven", hvor Barbro også spillede. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste