Billede beskrivelse

Rød 1. maj i Falkereden og på Musikværket

Socialdemokraterne på Mors flytter til Langebæksgade og fejrer arbejdernes internationale kampdag. Enhedslisten indtager Musikværket med fem bands

21. april 2023 kl. 11.06

MORS: Det er fire år siden, Socialdemokratiet Mors stillede sig til skue med røde faner og pølsetelt på Kirketorvet i Nykøbing 1. maj. Inden da og siden, bortset fra corona-aflysninger, har arbejdernes internationale kampdag været holdt under tag i fagforeningshuset på Havnen 14, men i år er adressen ny, men ikke ukendt.

Det er Falkereden, Langebæksgade 28, hjemsted for DUI Leg & Virke, som bliver rammen om det største regeringspartis fejring af 1. maj på Mors. Hovedtaleren er der ikke så meget nyt ved bortset fra, at Simon Kollerup siden sidst er skiftet fra at være erhvervsminister til menigt folketingsmedlem og forsvarsordfører for sit parti på Christiansborg.

Ny er derimod den nye formand for Socialdemokratiet Mors, Karin Villadsen, der også vil holde en 1. maj-tale. Hun får selskab af sin lærerkollega og gruppeformand for S i Morsø Kommunalbestyrelse, Jens Dahlgaard. Musikken til blandt andet "Når jeg ser et rødt flag smælde" bliver dog ikke leveret af ham og hans guitar, men derimod af Gerhard Mark på keyboard.

- Det er første gang, jeg skal tale 1. maj, og det er en spændende opgave, som jeg ser frem til.  Sidste år holdt vi et formiddagsarrangement, fordi 1. maj faldt på en søndag. Men for halvandet år siden fejrede vi Socialdemokratiets jubilæum i Falkereden, og det syntes vi var så god en aften, at vi har valgt en gentagelse mandag efter arbejdstid med grillpølser og øl og vand, siger Karin Villadsen.

I Thisted har Enhedslisten valgt at gå enegang i utilfredshed med, at S valgte et regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne. På Mors bliver det også Socialdemokratiet, som alene står for årets 1. maj, men det har umiddelbart ikke noget med situationen på Christiansborg at gøre.

- Det plejer at være fagbevægelsen, som arrangerer 1. maj i Thy og på Mors, men sidste år syntes fagforeningerne, at det var for meget med to arrangementer. Man valgte Thisted og ville så indsætte busser fra Mors. Den troede vi ikke så meget på, og så lavede vi vores eget arrangement med fin succes. Og det har vi for længst besluttet at gøre igen, siger Karin Villadsen.

1. maj 2023 på Mors

Falkereden, Langebæksgade 28, Nykøbing, kl. 16.30-19.00: Socialdemokratiet Mors holder 1. maj. Talere er MF Simon Kollerup, lokalformand Karin Villadsen, og gruppeformand Jens Dahlgaard. Musik ved Gerhard Mark. Der serveres grillpølser og øl/vand.

Musikværket, Gasværksvej 60, Nykøbing, kl. 14.00-18.00: Enhedslisten holder Rød 1. maj. Talere er fhv. MF Chr. Juhl og Emil Olsen, Murersvendenes Brancheforening i Nordjylland. Musik ved fem bands. Der serveres grillpølser og øl/vand. 

En, der også beklager, at fagbevægelsen ikke holder samlet 1. maj på Mors, er Pia Thorsen, Enhedslisten. Det har så til gengæld ført til, at partiet for første gang laver sin egen 1. maj på Mors, og den får nærmest karakter af en musikfestival.

- Vi rykker ind i Musikværket i Nykøbing, og vi har fået hele fem bands til at optræde. Mest lokale, men da musikere selvfølgelig skal have betaling, har vi fået økonomisk støtte fra blandt andet Thisted-afdelingen. Vores Rød 1. maj får to talere: Det bliver Christian Juhl fra Silkeborg, tidligere folketingsmedlem og mangeårig arbejdsmiljøordfører. Den anden taler bliver Emil Olsen, der er formand for Murersvendenes Brancheforening i Nordjylland, siger Pia Thorsen, formand for Enhedslisten Morsø.

Billede beskrivelse

Derimod holder Socialistisk Folkeparti ikke et 1. maj-arrangement på Mors. Det oplyser Thorkil Olesen, formand for SF Thy-Mors. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste