Billede beskrivelse

Revisoren advarer: Pas på fælde, når du sætter penge ind på aktiesparekontoen

08. februar 2025 kl. 11.02

Loftet for indskud er ganske vist hævet markant, men har du været heldig med dine tidligere investeringer, kan du måske ikke udnytte det. Reglerne for indskud er desværre temmelig komplicerede for dem, der allerede har en konto.

Loftet for indskud på en aktiesparekonto udgør i 2025 et beløb på 166.200 kroner.

For nybegyndere er det let at finde ud af, hvor meget der kan indskydes. De kan frit vælge, hvor mange penge, de vil sætte ind på kontoen, så længe maksimumbeløbet ikke overskrides, og de kan gøre det ad flere omgange.

For dem, der allerede har en aktiesparekonto, er det noget mere kompliceret at finde ud af, hvor meget der kan indskydes i 2025. Det afhænger således af, hvordan det er gået med de tidligere investeringer. Den omstændighed, at loftet i 2025 er hævet med 30.300 kr. i forhold til 2024, har for disse investorer ikke i sig selv nogen større betydning for deres indskudsmulighed i 2025.

Reglerne for indskud er nemlig sådan, at der på kontoen kan indskydes et beløb svarende til forskellen mellem loftet for det aktuelle år, og et beløb svarende til summen af et eventuelt kontant indestående på aktiesparekontoen ved udgangen af det foregående år og værdien af aktierne i det tilhørende depot på samme tidspunkt.

Denne regel betyder groft sagt, at indskudsmulighederne i 2025 nedsættes, hvis investoren har haft held med sine tidligere investeringer, mens de øges, hvis der samlet set har været tab. Reglen kan illustreres således:

Billede beskrivelse

Ud over det indskud, som i 2025 kan foretages efter ovenstående opgørelsesmetode, kan der også indskydes et beløb svarende til det beløb, som pengeinstituttet i næste måned hæver på kontoen til betaling af skat for 2024. Den beregnes som 17 % af nettoafkastet i 2024 og afregnes af pengeinstituttet. Investoren skal altså ikke selv gøre noget for at sikre en korrekt skattebetaling.

Det går helt automatisk, hvilket er den helt store fordel ved ordningen med aktiesparekonti.

Hvis nettoafkastet i 2024 har været negativt, beregnes der en negativ afkastskat, som imidlertid ikke udbetales, men fremføres til modregning i positiv afkastskat i et senere år. Lukkes en aktiesparekonto med en uudnyttet negativ afkastskat, går denne tabt. Hvis der er tale om et lidt større beløb, er det derfor bedre at lade kontoen leve med bare et lille indestående, hvis investoren forventer at ville forsøge sig med aktieinvesteringer igen på et senere tidspunkt.

Klummen stammer fra BDO's nyhedsbrev Depechen og er udvalgt af den lokale revisor.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste