Billede beskrivelse

Revision Limfjord bliver til Beierholm

Det nordvestjyske revisionsfirma bliver del af en landsdækkende virksomhed med 1600 ansatte

04. juli 2023 kl. 16.50
Opdateret 05. juli 2023 kl. 13.35

THISTED: Revision Limfjord med afdelinger i Thisted og Hurup bliver nu landsdækkende. Det regionale revionsfirma har indgået en aftale om sammenlægning med revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm. 

Det betyder, at Revision Limfjord pr. 1. september 2023 skifter navn til Beierholm, og at alle medarbejdere fortsætter i Beierholm. 

Beierholm kan således byde velkommen til 121 nye kolleger i Thisted, Struer, Hurup, Skive og Holstebro. Heraf indtræder 14 revisorer som partnere i Beierholm. 

Revision Limfjords direktør Karen Mørkholt fortæller om beslutningen: 

- Vi er meget glade for, at vi nu bliver en del af Beierholm. Vores kunder tæller mange ejerdrevne mindre og mellemstore virksomheder, og jeg føler mig overbevist om, at de vil føle sig hjemme, når vi skifter navn til Beierholm. Det skyldes på den ene side, at de bevarer den nære relation til de rådgivere og kontaktpersoner, de kender i forvejen, og på den anden side, at de får adgang til en bredere række værktøjer og specialister inden for eksempelvis skat, moms, afgifter, forretningsudvikling, bæredygtighed, jura, digitalisering og outsourcing. Med Beierholms stærke fokus på ejerdrevne og mindre og mellemstore virksomheder ser vi sammenlægningen som et rigtig godt match, siger Karen Mørkholt i en pressemeddelelse.

Billede beskrivelse

Beierholm har cirka 1600 ansatte fordelt på 36 afdelinger i landet. Hos Beierholm glæder administrerende direktør, Søren V. Pedersen sig også over, at erhvervslivet i Nord- og Midtjylland nu får tilført endnu flere kompetente kræfter:

- Beierholm har allerede kontor i Holstebro og Skive, men Thisted, Struer og Hurup er nye lokationer. Vi har ønsket at styrke vores tilstedeværelse i disse områder, og det er lykkedes nu. Det glæder os meget, fordi det giver den nærhed til kunderne, som vi lægger så stor vægt på i Beierholm. Samtidig vil det driftige nord- og midtjyske erhvervsliv få en endnu stærkere samarbejdspartner, ikke mindst i kraft af de kompetencer, som de nye partnere og medarbejdere tager med til Beierholm. Vi lægger vægt på at kunne følge virksomhederne gennem hele deres livscyklus og tilbyde rådgivning, der flytter forretningen, uanset hvilke udfordringer de står med, siger direktøren. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste