Billede beskrivelse

Regnen siler ned, men...: Så meget koldskål sælger de hos købmanden

På trods af, at regnen siler ned i øjeblikket, så er der fuld smæk på salg af både koldskål, kammerjunkere og is i Bedsted

14. juli 2023 kl. 17.02

BEDSTED: I Spar i Bedsted er der gang i butikken. Det har budt på godt vejr i sommerdagene, men i øjeblikket siler regnen ned. Det kan dog ikke mærkes hos den lokale købmand, der sælger godt ud af sommerens sommervarer.

Erik Bertie er butiksansat nede i butikken, og han kan tydeligt mærke, hvad der er populært for kunderne i sommermånederne, men vejret har noget at sige i forhold til salget.

- Det er klart, at når det regner, så er det ikke koldskåls-vejr, men det er stadigvæk lummert. Er der sol og sommer, så går der mere koldskål, end hvis det er overskyet, og det regner, fortæller Erik Bertie.

Billede beskrivelse

I skrivende stund har de solgt cirka 1600 Arlas koldskål på to måneder, som er den mest populære, hvilket er 60% mere end de solgte sidste år i samme periode. Kunder kan se frem til flere gode tilbud på Arlas Koldskål i de kommende dage i Spar Bedsted.

God lokal opbakning

På trods af, at der er kommet flere konkurrerende dagligvarebutikker, som den nye Lidl i Hurup og den nye Rema 1000 i Vilsund, så oplever Spar Bedsted altså fortsat god lokal opbakning.

- Vi kan ikke mærke det. Vi kan bare se, at der er enorm god lokal opbakning, fortæller Erik Bertie.

- Vi er billigst på billige vare, men vi er dyrest på dyre vare, tilføjer købmandselev Kristian Bonde.

I Spar Bedsted kører de nemlig med Gul Pris, hvilket betyder at de prismatcher discountpriser fra butikker som Netto og Rema 1000.

Billede beskrivelse

Udover det gode salg af koldskål, så hitter is også hos Bedsteds borgere. Det er tydeligt at mærke hos den lokale Spar-købmand.

- Vi har næsten solgt dobbelt så mange is, som vi gjorde sidste år, siger Kristian Bonde.

Det skyldes blandt andet det gode vejr, men også på grund af butikkens "ja-tak tilbud", som er meget populært hos de lokale kunder.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste