Rampens Venner og Støtter hjælper udsatte borgere: Nu hyldes de for deres indsats
Den sidste fredag i september er hvert år en særlig dag. Her sætter man fokus på de mange frivillige, som hver dag gør en stor forskel
Døren er åben hos Rampen. Her kan man komme ind og få varmen, et billigt måltid og en god snak. Værestedet er en tryg base for folk med sociale og psykiatriske udfordringer.
Rampen er et kommunalt værested i Thisted. Her er personalet uddannede pædagoger og køkkenassistenter, men ud over de ansatte er der også tilknyttet en frivillig organisation bestående af to kvinder Linda Hvass og Kethe Erichsen. De hedder Rampens Venner og Støtter. De er årets modtagere af Frivilligprisen i Thy for deres store indsats for områdets udsatte borgere.
Deres arbejde består af at hjælpe til, når der er brug for det samt at skabe nogle ekstra faciliteter for brugerne. Det er for eksempel ture ud af huset eller fester til forskellige lejligheder. For Linda Hvass har det en stor betydning for hende at have muligheden for at være frivillig.
- Jeg har altid lavet frivilligt arbejde. Det giver mig så meget glæde. Det med at komme ned på Rampen og tale med folk og give dem et smil på læben, fortæller hun.
Fælleskab og samarbejde er også en stor del af hverdagen på værestedet, hvor alle bliver set som ligeværdige.
- Vi hjælper alle til. Både frivillige, personale og brugere. Og så betyder det meget, at vi bliver anerkendt som frivillige af personalet, at de ikke føler sig truet af os. De er også nogle, som har hjertet med sig og brænder for at hjælpe andre, fortæller Linda Hvass.
Frivillig Fredag
Frivilligprisen blev uddelt fredag eftermiddag i forbindelse med arrangementet Frivillig Fredag, hvor man hylder de frivillige. Det foregik på Store Torv i Thisted, hvor der var højt humør over hele linjen. Her blev der hygget med taler, livemusik, tombola, kage og kaffe, og så sluttede arrangementet af med, at Rampens Venner og Støtter løb af med årets frivilligpris.
- Vi har valgt dem, fordi de ser alle mennesker som lige. Hos dem er døren altid åben, og de vægter hygge og den gode samtale højt, fortæller Henrik Jespersen, formand for FrivilligThy.
Og det betyder meget for Rampens Venner og Støtter at få den anerkendelse.
- Da jeg fik at vide, at de havde valgt os, blev jeg helt tavs. Det er stadigvæk lidt svært at forstå. Det er jo den største anerkendelse, vi kan få, fordi den er givet af andre frivillige, siger Linda Hvass.