Kobbertyve malede linsen over på overvågningskamera
Elcon i Thisted har fået stjålet kostbare kabler af kobber to gange på tre måneder
- Tyvene har taget en stige og er kravlet op og har malet linsen over på vores overvågningskamera. Derefter har de brudt en nøgleboks op og har låst sig ind på værkstedet. Nu mangler vi kobberkabler for mindst 60.000 kroner.
Det fortæller Allan Jensen, indehaver af installationsfirmaet Elcon på Vilhelmsborgvej i Thisted. I weekenden var virksomheden udsat for et indbrud af de mere avancerede. Og det var tyve, der vidste hvad de kom efter.
- De har taget kobberkabler i hele tromler, hvorimod de har ladet kabler af aluminium og fiberkabler stå. Desuden har de fjernet en kasse med værktøj, som ikke var navngivet og derfor er letomsætteligt. Kobberkablerne vil de formentlig forsøge at sælge hele eller brænde af og derefter omsætte metallet, siger Allan Jensen.
Lokalpolitiet i Thisted fik ifølge politikommissær Henrik Jensen anmeldelse om tyveriet mandag morgen klokken 7.38. Men politiet blev ikke inddraget ved et nyligt fortilfælde, erkender Allan Jensen.
- Vi havde også indbrud og tyveri af kobberkabler i august, men dengang meldte vi det ikke. Nu har vi fået kodet dørlåsen om, men vi er da utrygge ved, at ukendte personer uden videre trænger ind til os, siger Elcons indehaver.