Mandag kan direktør Lars Riis (th) løfte sløret for, at Klitmøller-tøjmærket Elsk åbner deres helt egen pop-up butik i Thisted.
Livet her

Populært tøjmærke åbner egen butik trods krisetid

Mens butikslivet mærker konsekvenserne af krisen, går virksomhed mod strømmen og åbner pop-up butik

21. november 2022 kl. 14:48

KLITMØLLER/THISTED: Der var ikke langt fra tanke til handling, da Lars Riis, direktør for tøjmærket Elsk, i sidste uge fik ideen til at åbne en pop-up butik i Thisted.

- Vi plejer at sige, at vi gerne gør tingene lidt omvendt af de fleste andre, så når flertallet skærer ned, så udvider vi i stedet for, siger direktøren og fortsætter:

- Vi er en virksomhed, der ikke laver så mange regneark, men agerer mere ud fra karma og intuition. Havde du spurgt mig for en uge siden, ville jeg klart sige, at en del af vores strategi er at lade være med at åbne vores egen butik. Men vi erkender, at vi er nødt til at gøre noget, for det er også en svær tid for vores forhandlere lige nu, og så vælger vi at være proaktive i stedet for at være reaktive.

Lars Riis håber, at Elsk-butikken kan være med til at styrke fortællingen om tøjmærket fra Klitmøller, så kunderne får et større indblik i tankerne bag brandet. Det er ikke tænkt som et forsøg på at gå forhandlerne i bedene, understreger han - tværtimod:

- Vi tror på, at det vil styrke vores brand endnu mere. Selvfølgelig skal vi drive en butik, der også har en fornuftig omsætning, men det vigtigste er, at vi fortæller vores historie. Vi har et brand, der er rigtig godt kendt især i Nordvestjylland, men vi vil gerne være endnu bedre til at fortælle vores historie, og i vores egen butik kan vi vise vores visuelle univers bedre, end de fleste forhandlere har mulighed for, siger han.

Thea Klim Munk svinger malerpenslen, så de nye butikslokaler kan få det rigtige Elsk-udtryk inden åbningsdagen.

At det netop er Thisted, der skal danne ramme om den første Elsk-butik, er langt fra tilfældigt.

- Vi føler, vi har et lokalt ansvar ved at forsøge at bakke op om det lokale gågade-miljø, og så er vi jo et brand, der kommer fra Thy, så når vi skal åbne vores egen første butik, skal det selvfølgelig være i Thisted, siger han og tilføjer:

- Vi står i en tid med krise rundt omkring, også mellem butikkerne på detail-scenen. Det er et rigtig hårdt marked, og lige nu går det ud over både de store og de små. Derfor finder vi det vigtigt at komme ud og beskytte noget af vores omsætning, men også være med til at skabe nogle positive historier i tiden.

Butikken er i første omgang en pop-up butik, hvor lejekontrakten løber til udgangen af januar, men går det som Lars Riis og resten af Elsk-teamet håber, så er der mulighed for, at butikken senere kan vende tilbage som et fast indslag.

- Nu skal vi have det hele løbet i gang, og vi skal have lokalerne gjort præsentable. Skulle vi få en så flot modtagelse, at vi beslutter os for at gøre butikken permanent, er det planen, at vi vil lukke ned i en periode, hvor vi virkelig kan indrette os, og så åbne med et lidt større brag på et senere tidspunkt, siger Lars Riis.

Siden lejekontrakten blev underskrevet torsdag aften, har der været hektisk aktivitet for at få lokalerne klar til åbningen - men præcis, hvilken dag, Verdens første Elsk-butik slår dørene op, er ikke lagt helt fast endnu. Det bliver dog formentlig allerede denne uge, siger direktøren.

Lokalerne på Torvegade i Thisted får en hurtig overhaling - bliver pop-up butikken permanent, venter en større makeover på et senere tidspunkt.
Annonceret indhold

Nyeste