Populært arrangement løber af stablen for 9. gang
Lørdag den 1. juni kommer Christiansgave i Thisted til at emme af liv og aktivitet. Der afvikles der Stafet for Livet for 9. gang.
Allerede aftenen før ved By Night arrangementet på Store Torv vil stafet-faklen blive tændt og sætte en 24 timers stafet i gang, der i løbet af natten skal forløbe ud i Thy til Hanstholm – Østerild – Hovsør – Thisted.
Lørdag åbnes Stafetten i Thisted kl. 11.00 som vanligt med åbningstale for fighterne, der efterfølgende får serveret frokost i Plantagehuset. Samtidig åbnes stafetten gennem Christiansgave ud omkring Tingstrup sø og tilbage langs kolonihaverne.
En dejlig varieret tur, hvor alle kan tilmelde sig Christiansgave-holdet. Forlods er der samlet et sponsor-beløb ind, så hver deltager kan hente ca. 100 kroner ind ved at gå en omgang på ca. 3 kilometer. Der er åbent for tilmelding allerede nu.
Som noget nyt er der i år en børnestafet, hvor der er forskellige børneaktiviteter, ligesom der vil være aktiviteter omkring – og måske også i – Tingstrup sø! Der vil være nonstop underholdning på scenen i Christiansgave hele dagen, hvor der vil blive opstillet et Stafet-telt, hvor man kan spise sin medbragte mad.
Også som et nyt tiltag vil der kl. 20.00 lørdag aften være mulighed for at møde op ved Skinnerup kirke, hvis man som efterladt gerne vil gå sammen med andre i Camorsoen – pendant til Caminoen.
Turen vil gå op ad Tranhøjvej og svinge ind ad den nyanlagte sti, der forbinder ruten omkring Tingstrup sø for at ende i Christiansgave kl. 21.30, hvor stafet-faklen modtages på scenen forud for lysceremonien kl. 22.00 med lystalen.
Først i maj måned vil det endelige program ligge klar, og alle er velkomne til at deltage i det hele eller kun dele af programmet. Allerede fredag den 26. april starter Thisted by op med det store kagebord på StoreTorv, hvor overskuddet går til Stafet for Livet.
- Der vil løbende være yderligere informationer på vores Facebook-gruppe, udtaler formanden for Stafet for Livet, Preben Dahlgaard.