Politiker bag sag om surf-café ved Hanstholm Havn
Kommunalbestyrelsesmedlem skrev til kommunen
Opdateret onsdag kl. 10:33 med en rettelse vedrørende ejerforholdet til den bygning, hvor frisøren Happy Curl er lejer: Ejeren er en svigerinde til Per Skovmose og dennes søn - ikke hans søster, som det desværre tidligre fremgik.
HANSTHOLM: Hvis en frisør ikke må være på havnen i Hanstholm, hvordan kan det så være, at en café godt må?
Med dette spørgsmål som begrundelse skrev kommunalbestyrelsesmedlem Per Skovmose (K) 30. september til kommunens tekniske direktør, Mogens Kruse Andersen, om Surf'n'Coffee, som virksomheden WestWind i sommer åbnede i et par sammenbyggede containere, opstillet ved et populært surfsted ved Nordre Strandvej, lige øst for havnen.
Ifølge Per Skovmose, der selv bor i Hanstholm, har han ikke skrevet en anmeldelse. Men sådan blev hans henvendelse opfattet i forvaltningen, og som tidligere omtalt i Nordjyske har kommunen nu - efter et tilsyn på stedet - konstateret, at containerne blev stillet op uden tilladelse. Og inden 1. marts 2023 skal de enten fjernes eller lovliggøres gennem en byggetilladelse.
Denne afgørelse traf kommunen 24. november. Det blev dog ikke meldt ud til ejeren af containerne, kun til Hanstholm Havn, der ejer området, og som lejede det ud til WestWind - hvis direktør, Rasmus Fejerskov, først fik besked, da Nordjyske i sidste uge kunne fortælle om sagen efter at have fået aktindsigt.
- Der er endnu ikke nogen, der har sagt til mig, at jeg ikke må have de containere stående, siger Rasmus Fejerskov - som erkender, at han ikke var klar over, at det var nødvendigt med en byggetilladelse, hvis en container skal stå samme sted i mere end seks uger.
Det er siden strømmet til med støtte, blandt andet på Facebook.
- Folk ryster på hovedet over det, og kommunen får en bredside. Der er selvfølgelig også nogle, der siger, at det kunne jeg have sagt mig selv. Men opbakningen har været stor, fortæller Rasmus Fejerskov.
Toilet, ikke salgsvogn
Han undrer sig til gengæld over formuleringen i Per Skovmoses brev til kommunen, hvor der omtales "cafeteria", "sauna" og en "salgsvogn på hjul", som nogle af elementerne i surfcafeen.
"Andre har fået afslag, i f. eks. Klitmøller og Vorupør, når de søgte om at opsætte salgsvogne", skriver Per Skovmose.
Men der var tale om en toiletvogn, stillet op i tilknytning til de to containere, understreger Rasmus Fejerskov. Og uden sauna, men med to udendørs brusere med koldt vand.
- Vi har ikke serveret andet end kaffe og is, siger han.
Rasmus Fejerskov har nu aftalt et møde med forvaltningen i forbindelse med, at han vil søge om lovliggørelse. Og han vil så også præsentere kommunen for et helt tilsvarende koncept, som WestWind har etableret i Hvide Sande, med en treårig godkendelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
Den frisør, som var anledningen til Per Skovmoses brev, er Happy Curl, som siden marts i år har haft adresse på Kai Lindbergs Gade 53 - i lokaler, der tilhører Per Skovmoses svigerinde og dennes søn.
I sommer åbnede indehaverne, Ásta Sigurðardóttir og Dadi Jónsson, også en café i tilknytning til frisørsalonen. Men i september fik de at vide af kommunen, at både frisørsalon og café skal lukke inden årets udgang.
Havnerelateret
Forretningen ligger på den side af Kai Lindbergs Gade, som vender væk fra havnen. Men kommunen kan henvise til, at området ikke desto mindre ifølge lokalplanen skal være forbeholdt havnerelateret virksomhed. Der er dog visse undtagelser, og på en anden adresse i samme område har der gennem mange år været en frisør.
Det område ved Nordre Strandvej, hvor WestWinds containere er stillet op, er også en del af havnens lokalplanområde, og her er bestemmelserne om kun havnerelaterede virksomheder faktisk uden undtagelser. Men Surf'n'Coffee ligger lige ned til en af de kyststrækninger øst for havnen, som i årevis har tiltrukket mange surfere.
Nordjyske ville gerne have spurgt Per Skovmose om hans bevæggrunde for det, som af kommunen blev opfattet som en anmeldelse af WestWinds aktiviteter på stedet.
Men han har ikke ønsket at kommentere sagen, ud over at han slår fast, at en anmeldelse - det var der ikke tale om.