Politiet tog bilen fra fuld bilist uden kørekort
48-årig mand fra det nordlige Thy reddede sig en stribe sigtelser, da han torsdag aften traf politiet på Gl. Aalborgvej
FRØSTRUP: Politiet havde torsdag aften en patrulje ude på Gl. Aalborgvej, hvor de stoppede en bil ført af en 48-årig mand fra det nordlige Thy.
Betjentene skønnede, at manden var påvirket af alkohol, og derfor blev han udsat for en alkometertest. Den 48-årige blæste testen op over den tilladte promillegrænse, og derfor blev han sigtet for spirituskørsel.
Der var dog en fornemmelse hos betjentene om, at manden havde indtaget mere end bare alkohol, hvorfor narkometret blev fundet frem. Den gav ligeledes udslag, og manden fik endnu en sigtelse for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Et hurtigt kig i politiets systemer afslørede, at den 48-årige mand heller ikke havde noget kørekort. Og det var langt fra første gang, han blev taget af politiet i alligevel at sætte sig bag rattet.
Derfor kunne bilen omgående beslaglægges, hvorefter den blev fragtet til Holstebro. En dommer skal nu tage stilling til, om bilen skal endeligt konfiskeres, hvorefter den vil blive solgt på auktion.
Den 48-årige mand blev anholdt og taget med til udtagelse af en blodprøve. Blodprøve skal nu klarlægge, hvor stor en promille, manden kørte rundt med, samt endeligt fastslå, i hvilken grad manden var påvirket af narkotika.