Billede beskrivelse

Lånte sin bil ud til personer uden kørekort igen og igen - nu er den konfiskeret af politiet

En 28-årig mand må vinke farvel til sin bil, efter gentagne gange at have lånt den ud til personer uden kørekort

29. december 2022 kl. 09.36
Opdateret kl. 14.34

MORS: På Engvej i Skive stoppede politiet onsdag en Opel Corsa, og det er rigtig dårligt nyt for bilens ejer, en 28-årig mand fra Mors.

For selvom det ikke var ham selv, der sad bag rattet, får det nu den konsekvens, at politiet har beslaglagt bilen med påstand om konfiskation.

Den 26-årige mand fra Mors, der førte bilen, har nemlig ikke noget kørekort. Det har han fået frakendt helt indtil 2027, hvorfor politiet onsdag kvitterede med en sigtelse for at køre i frakendelsestiden.

Det er imidlertid fjerde gang i år, at bilens 28-årige ejer har lånt sit køretøj ud til en person uden kørekort. Det har politiet rettens ord for, og derfor valgte de på stedet at beslaglægge bilen med påstand om konfiskation, hvorefter bilen blev kørt til Holstebro.

Politiet kan for nuværende ikke oplyse, om det er den samme person, der har lånt bilen i alle tilfælde.

Den 28-årige ejer modsatte sig beslaglæggelsen, og torsdag skal sagen for Retten i Holstebro, hvor en dommer skal afgøre, om der er grundlag for at konfiskere bilen.

I det tilfælde, at dommeren erklærer sig enig med politiet, vil bilen senere blive solgt på auktion.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste