Politi standsede 20-årig i bil - mistænkte ham for narkokørsel og fandt meget mere
En 20-årig mand skal med stor sandsynlighed i grundlovsforhør lørdag
HURUP: En blot 20-årig mand er natten til lørdag blevet anholdt nær Hurup Thy.
Vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at en patrulje standsede en mistænkt bil omkring byen, og herfra fik betjentene mange overraskelser.
For ikke nok med, at manden i bilen, en 20-årig, var påvirket af euforiserende stoffer, så fandt politiet også andre ting ved standsningen.
I bilen lå der masker, handsker og andre ting, der typisk bruges til indbrud, ligesom politiet fandt flere ting, som var stjålet i forbindelse med tidligere indbrud.
Den 20-årige, der er fra 2002, er i forvejen kendt af politiet for indbrudssager.
Her stoppede det dog ikke for betjentene.
For da de undersøgte bilen, fandt de ud af, at den kørte på stjålne nummerplader, ligesom den 20-årige var frakendt kørekortet.
Han blev derfor sigtet for kørsel i påvirket tilstand, kørsel uden kørekort, for at stjæle nummerplader og for det, som politiet kalder "forsøg på indbrud på ukendt sted". Det dækker under, at politiet kan konstatere, at der har fundet et indbrud sted, men at det endnu ikke vides, hvor det er sket.