Billede beskrivelse

Pirattaxi og tricktyve på spil: Stjal Rolex-ur og kortoplysninger

De mange mennesker forsamlet til Thy Rock i weekenden har været for stor en fristelse for svindlere

27. juni 2023 kl. 09.36
Opdateret kl. 09.51

THISTED: I løbet af mandagen har lokalpolitiet i Thisted modtaget yderligere anmeldelser på sager, der har fundet sted under weekendens Thy Rock.

To anmeldelser går på pirattaxi samt bedrageri.

- Ved festivalpladsen er de hoppet ind i det, der lignede private biler, og på køreturen er der på en eller anden måde blevet aflistet deres kortoplysninger, hvorefter det er blevet misbrugt, oplyser politikommissær Henrik Jensen.

Den ene forurettede er bosat i Galten, og han blev udsat for svindlen lørdag ved midnatstid, og endnu et offer har anmeldt, at han natten til søndag omkring kl. 03 blev udsat for det samme.

- Så bare en opfordring herfra, at man tænker sig om, når man skal lade sig befordre væk deroppe fra. Selvom det kan være svært at finde et befordringsmiddel, så er det ikke alle dem, der holder deroppe, der har gode hensigter, tilføjer Henrik Jensen.

Derudover er der en lokal 48-årig kvinde, der har været udsat for tricktyveri på festivalpladsen.

- Nogle kommer tilsyneladende til at få en arm ind under en skulderrem på hendes taske, så hun er ved at falde, men de "redder" hende så, og efterfølgende kan hun konstatere, at hendes Rolex-ur er forsvundet fra hendes håndled, siger politikommissæren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste