Svenning Svenningsen havde godt 31 år som brugsuddeler i Superbrugsen i Glyngøre. Siden er han sprunget ud som forfatter og er nu på vej med endnu en titel.
Livet her

Pensioneret brugsuddeler kaster sig over thriller-genren i ny bog

Anden Verdenskrig, nazismen og en hemmelig fjende er hovedingredienser i ny thriller, der udkommer 12. december

02. december 2022 kl. 10:15

GLYNGØRE: Den tidligere brugsuddeler i Superbrugsen i Glyngøre gennem 31 år barsler med endnu en bogudgivelse.

12. december udkommer "Huset ved søen" på Skriveforlaget, og det er en ny genre, forfatteren Svenning Svenningsen denne gang har kastet sig over.

"Huset ved søen" startede som en feel good-novelle med udgangspunkt i de smukke omgivelser, han selv bor i. Men pludselig tog historierne fart, fantasien fik frit spil, og med ét havde der udviklet sig et mysterium, der trækker tråde tilbage til Anden Verdenskrig, nazismen og jødeforfølgelsen og til en hemmelig fjende, som kun langsomt bliver synlig for hovedpersonen Jens og kriminalkommissær Møller.

- Jeg startede egentlig med at ville skrive en novelle, men da jeg samtidig kom i gang med at læse om Anden Verdenskrig og nazismen, blev det helt naturligt en del af historien. Hele handlingen udspiller sig et sted i Danmark, som fysisk ligner mit eget nabolag, men personerne og handlingen er opdigtet og kom af sig selv, i takt med at jeg skrev, fortæller Svenning Svenningsen.

Den nye bog er en thriller, hvor familiehemmeligheder og lokale jordejere lægger pres på politiet i en ellers fredelig del af landet, og hvor også kærligheden pludselig opstår midt i moradset.

Bogens hovedperson er den pensionerede kunderådgiver Jens Jensen, der nyder livet i den smukke natur med sø og skov tæt på huset, hvor han bor sammen med sin trofaste hund. En dag, hvor Jens er gået til søen for at nyde solopgangen, bliver hans hund skudt i benet, og det sætter gang i en handling, hvor også Jens selv bliver truet på livet.

Magtkamp med den lokale godsejer

Området omkring huset og søen er ikke kun interessant for Jens. Også den lokale godsejer interesserer sig for Jens’ grund, men af helt andre årsager end Jens selv. Godsejer Ejner Krog er en stor mand i lokalområdet, og han forsøger at presse Jens til at sælge grunden til ham − under dække af, at han vil opføre sommerhuse. 

Da Jens ikke ønsker at sælge, opstår der uventede hændelser, og godsejerens motiver viser sig at være nogle helt andre, end Jens tror. Sammen med politikommissær Møller arbejder Jens for at få trævlet sagen op, og de støder på en helt anden og uhyrlig sammenhæng, som er langt mere bestialsk end forventet.

Huset ved søen er en krimi, som i vid udstrækning inddrager historiske hændelser og fakta fra Anden Verdenskrig, og nazisternes forbrydelser mod jøderne bliver en central og grusom del af handlingen.

Det er langt fra den første bogudgivelse fra Svenning Svenningsens hånd. Tidligere har han udgivet "Jul i Volling" (2017) og "Liv og leg på landet" (2018). I starten af 2022 udgav Svenning Svenningsen digtsamlingen "Kræften & Fjorden", der blev til i forbindelse med hans eget cancer-forløb.

Svenning Svenningsen har også vinimportfirmaet Anibrica Vine, hvor han holder bogreception den 13. december for alle interesserede.

Annonceret indhold

Nyeste