Billede beskrivelse

Pelikanen kom til blodbanken: Det var der en helt særlig grund til

30. april 2025 kl. 13.38

THISTED: Kun 23 i Thy har siden 1930 opnået at blive tappet for blod 100 gange.

Onsdag blev tallet til 24, da landmand Jens Henrik Thøgersen fra Hundstrup var forbi Blodbanken for at aflevere en halv liter af sit blod for 100. gang.

Det blev fejret med blomster, bobler og kransekager og Dannebrog.

- Det er noget helt særligt at en borger har givet blod 100 gange. Det er så flot, at det skal fejres. Derfor får du, Jens Henrik, den sjældne og eftertragtede keramikpelikan, lød det fra bloddonorkorpsets formand Ejgil Boye Mortensen.

Jens Henrik Thøgersen har givet blod siden midten af 1980´erne. Det begyndte lidt ved en tilfældighed.

Billede beskrivelse

- Nok fordi min far Arnold Søe også var bloddoner. Og så er jeg fortsat. Udover at jeg er glad for at give mit blod, så har jeg opdaget, at hvis jeg har lidt hovedpine, den dag jeg skal ind og tappes, ja, så er hovedpinen væk bagefter, fortæller 100 gang jubilaren.

Han får sin oplevelse bekræftet af personalet i Blodbanken.

Der er i øjeblikket 2200 donorer fra Thy, der regelmæssigt giver blod.

- Det er et tal, der nogenlunde ligger stabilt. Men vi vil gerne have flere donorer, der melder sig. For der er efterspørgsel efter blod. Og der er jo altid nogle, der stopper på grund af alder eller sygdom. Man kan give blod, indtil man fylder 75 år. Vi har hvert år en tilgang på nye 200-300 donorer. Så man skal endelig bare melde sig på bloddonor.dk, lyder det fra Ejgil Boye Mortensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste