Kasper Lousdal har fået tildelt "Bring Dedication"-legatet på 50.000 kr. Pengene skal bruges på intensiv træning, så drømmen om en deltagelse ved de Paralympiske Lege i Paris 2024 kan blive en realitet.
Sport

Paraskytte får 50.000 kr. til Paris-forberedelser

Årets Sportsnavn i Thy får nu en økonomisk håndsrækning som skal være med til at sikre hans kvalifikation til de Paralympiske Lege i Paris næste år

28. marts 2023 kl. 13:00
Opdateret kl. 19:47

HURUP: Da skyttetalentet Kasper Lousdal for alvor stemplede ind på den internationale scene ved VM i Al Ain i november, gjorde han det med manér.

Blandt verdens bedste paraskytter blev den unge thybo bedre og bedre, som konkurrencen spidsede til, og sølvmedaljen kastede ikke bare personlig hæder og et gevaldigt selvtillidsboost af sig, men sikrede samtidig en dansk kvoteplads i paraskydning til de Paralympiske Lege i Paris 2024.

Den plads satser Kasper Lousdal på selv at tage, og skal han nå det mål, kræver det en dedikeret træningsindsats og konstant sportslig udvikling. Derfor modtager den talentfulde skytte nu "Bring Dedication"-legatet på 50.000 kr.

Legatet blev overrakt i forbindelse med paraskytternes landsholdssamling på Musholm 24. marts.

- 2022 var et fantastisk år, og at vinde VM-sølv var min største oplevelse nogensinde. Jeg håber, legatet kan være med til at sikre, at der kommer mange flere store resultater, siger Kasper Lousdal, der drømmer om at repræsentere Danmark til de Paralympiske Lege.

- Jeg håber, det er mig, der bliver udtaget og skal med til de Paralympiske Lege i Paris. Det vil betyde meget for mig at repræsentere Danmark ved PL. Det har altid været en stor drøm, siger han.

Spændende udvikling

Kasper Lousdal har været en del af landsholdet i paraskydning igennem de sidste fire år, men det var først i 2022, at talentet for alvor begyndte at folde sig ud.

Den resultatmæssige opblomstring, der foruden VM-sølvet også tæller flotte World Cup-placeringer, skyldes ikke mindst Kasper Lousdals dedikation ind i Skydesport Danmarks Talentcenter Vest og et godt samarbejde med Parasport Danmarks landstræner Jonas Jacobsson.

Det har gjort stort indtryk på Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen.

- Kaspers glæde ved skydning er åbenlys og afgørende for, at han har formået at udnytte de gode rammer i dansk paraskydning til at udvikle sig med stormskridt. Nu er sigtekornet for alvor rettet mod de Paralympiske Lege i Paris, og vi er helt sikre på, at der er mere at hente, siger han.

Den økonomiske håndsrækning kan blandt andet være med til at sikre, at Kasper Lousdal får endnu flere træningstimer med landstræner Jonas Jacobsson, der bor i Sverige, og at han kan investere i tilskudt ammunition til sin riffel.

"Bring Dedication"-legatet blev introduceret, da Jysk og Parasport Danmark i starten af 2022 forlængede sin hovedsponsoraftale. Legatet dækker over en pulje på 200.000 kroner årligt, der uddeles til en eller flere lovende atleter i parasporten, som udviser en særlig dedikation i deres bestræbelser på at udvikle sig og opnå deres sportslige mål.

Kasper Lousdal blev ved Thy Awards i februar kåret som "Årets Sportsnavn i Thy 2022".

Annonceret indhold

Nyeste