Påkørt af toget: Intet tyder på selvmord
Politiet mener at kunne udelukke selvmord som årsag til, at en 57-årig i mandags blev dræbt af toget
Det præcise hændelsesforløb bag ulykken forbliver nok uafklaret.
Men politiet mener at kunne fastslå, at der ikke var tale om selvmord, da en 57-årig mand mandag aften blev ramt af toget ved stationen i Thisted.
Påkørslen skete under 100 meter fra Thybanens endestation.
- Der er ikke nogen, der ser, at han falder eller går ud foran toget. Men han har stået for tæt på toget og bliver ramt af det, forklarer Niels Kristensen, politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted.
Han oplyser, at der ifølge politiets efterforskning ikke er noget, der tyder på, at manden ville begå selvmord. Og at forløbet i så fald typisk ville være et andet: At han så ville have bevæget sig ud på skinnerne på forhånd.
- Så det ligner et uheld, siger Niels Kristensen.
Politi og beredskab var hurtigt fremme på ulykkesstedet, og der blev givet livreddende førstehjælp. Men den 57-årige, der var fra Aalborg-området, blev erklæret død på stedet.