Du kommer til at gå langt i jagten på storskærmsarrangementer i Thisted og Morsø Kommune.
Livet her

Oversigt: Her kan du se Danmark jagte VM-guldet

Vintervejret punkterer VM-festen i Thy og på Mors, hvor der er langt mellem større storskærms- og fanarrangementer, som mange normalt forbinder med fodboldslutrunderne 

17. november 2022 kl. 14:15

THY-MORS: Når større slutrunder finder sted, er der tradition for mange storskærmsarrangementer og fodboldfester rundt omkring i landet. Kolde og våde vejrforhold i Danmark samt menneskerettighedskrænkende forhold for migrantarbejderne i Qatar sætter dog en dæmper på VM-festen, og det gælder også i Thy og på Mors, hvor man må spejde langt efter de vanlige storskærmsarrangementer og folkefester. 

Gratis shots på All In i Thiste

Et af de steder, hvor det er muligt at opleve Danmark spille, er på Sportsbaren All In i Thisted. Her vil der blive pyntet op med sjove hatte og halstørklæder, hver gang Danmark spiller, ligesom at det også vil være muligt at følge de fleste andre kampe på en af barens fire TV-skærme. 

For besøgende på All In er der ekstra god grund til at håbe på dansk succes, idet baren som altid giver gratis shots, hver gang Danmark scorer, fortæller Kim Sadolin, der er bestyrer af All In.

Rabalderbar i Thisted forventer VM-fest

Rabalderbar i Thisted forventer ligeledes at bidrage til VM-festen, hvor fodboldinteresserede vil kunne komme og se de fleste kampe på en af barens TV-skærme. Senest da Danmark mødte Frankrig og Kroatien i Nations League, trak baren 90 landsholdsglade gæster i de små lokaler. En bedrift Casper Fink, der bestyrer baren, håber at kunne gentage, når Danmark går på banen under VM. 

- Går Danmark videre til 16-delsfinalen, og møder vi som ventet Argentina lørdag 3. december, har vi snakket om at lave et arrangement ud af det. Det er endnu ikke bekræftet, men bestemt en mulighed nu da den spilles i weekenden, mens folk har fri.

Nors Boldklub inviterer til storskærmsarrangement

Når Danmark møder Frankrig lørdag 26. november, inviterer Nord Boldklub til VM-storskærm i klubhuset. Alle vil være velkommen, fortæller Jesper Christensen, der er en af forenings fodboldansvarlige. Kampen mod Frankrig starter kl. 17, hvor der dog allerede en halv time tidligere vil kunne købes øl, pølser og sodavand for de fremmødte.

Tilmelding til storskærmsarrangementet er gratis, men kræver tilmelding, da klubben skal sikre, at der er forplejning nok til de fremmødte. Tilmelding skal ske på SMS til til Jesper Christensen på tlf. 40 91 57 22. Går Danmark videre til ottendedelsfinalen, der ligeledes spilles på en lørdag, er forventningen, at Nors Boldklub også vil vise den på storskærm, fortæller Jesper Christensen.  

Årstiderne og spilletidspunkter står i vejen for VM-fest

Da Danmark spillede kvartfinale mod Tjekkiet under EM sidste sommer, var hundredevis af morsingboer mødt op til storskærmsarrangement på Torvet i Nykøbing. Arrangementet, som var sponsoreret af Cafe Sult og Steenbergs Hotel & Brasserie, bliver dog ikke gentaget i år, fortæller Jens Holmgaard Pedersen fra hotellet:

- Ikke lige i år. Det er vejret simpelthen ikke til, da vi holdt det udendørs sidst, hvilket nok ikke vil få den store opbakning her i slutningen af november - start december.

Også Hanstholm Madbar og Heidis Bierbar i Thisted har valgt ikke at vise årets kampe, da timingen for slutrunden og kampene ikke er optimale, lyder det fra begge steder.

- Et er at slutrunden i sig selv er kontroversiel, noget andet er, at spilletiderne i flere tilfælde ligger skævt i forhold til vores åbningstider. Vi kommer ikke til at lave noget event ud af slutrunden, men jeg vil ikke afvise, at vi kunne finde på at stille et fjernsyn op i baren, når Danmark spiller, hvis det er noget, der kunne være opbakning til, fortæller Morten Kristensen, der er ejer og indehaver af Hanstholm Madbar. 

Mangler I på listen?

Viser I slutrunden og afholder I åbne arrangementer i Thy eller på Mors, mens Danmark spiller, er I meget velkommen til at tippe journalisten bag denne artikel direkte for at komme med på listen. Skriv til frvh@dnmh.dk. 

Senest opdateret fredag 18. november kl. 13:32.

Annonceret indhold

Nyeste