"Ordnede forhold": Verdenskendt kunstner på Mors
Per Arnoldi udstiller fra lørdag i Morsø Kunstforening
NYKØBING: Per Arnoldi har udstillet mange steder i ind og udland, er blevet verdensberømt ikke mindst for sin plakatkunst - og har mødt nogle af klodens mest indflydelsesrige folk i Davos i Schweiz.
Også Det Hvide Hus har haft besøg af den danske kunstner, der i sin tid blev inviteret af daværende præsident Bill Clinton.
Nu er det Morsø Kunstforening, som har indbudt 82-årige Per Arnoldi til at komme og vise et udvalg af sin kunst på en udstilling, der åbner lørdag.
- Når jeg får en venlig invitation, så tager jeg pænt imod den. Og Morsø Kunstforening laver et pænt magasin og er i det hele taget kendt for at lægge kræfter i det, når de laver udstillinger, lyder det fra ham.
Samtidig beskriver Arnoldi udstillingen i Nykøbing som et "pusterum", efter at han har arbejdet med blandt andet et par store skulpturprojekter, der begge havde relation til Anden Verdenskrig - først for nogle år siden et mindesmærke for krigssejlerne og senest et om de danske jøder i Sverige.
Udstillingen i Morsø Kunstforening, der har fået titlen "Ordnede forhold", omfatter i alt 60 værker - malerier, tegninger i stort format og skulpturer . Nogle af værkerne er helt nye, andre fra de seneste 10 år.
Efter kunstnerens forhåndsanvisninger har bestyrelsesmedlemmer i kunstforeningen tilrettelagt udstillingen i løbet af ugen - og lavet nogle justeringer, efter at Per Arnoldi torsdag kom til Nykøbing, fortæller bestyrelsesmedlem Karin Andersen.
Kunstneren vil også være til stede, når "Ordnede forhold" lørdag åbnes af borgmester Hans Ejner Bertelsen. Herefter kan udstillingen ses indtil 27. august.