Nytolker Limfjordsporter: Bryghus klæder klassiker på til jul
Julen er anledningen til, at Thisted Bryghus har lavet endnu en nytolkning af sin klassiker Limfjordsporteren, der i sin oprindelige udgave kom på markedet for første gang i 1989
THISTED: 9. oktober rundede Thisted Bryghus 120 år midt i travlheden med at gøre alt klar til julehandlen og med at få en juleudgave af bryghusets Limfjordporter på markedet under navnet Limfjords Juleporter.
Ingredienserne til juleudgaven af Limfjords Porteren er udvalgt af chefbrygger Christian Harboe med en stor respekt og forsigtighed i forhold til den oprindelige Limfjordsporter, fremgår det af en pressemeddelelse fra Thisted Bryghus.
- Det er en lang og spændende proces, hvor jeg laver mange prøvebryg og er i dialog med vores anden chefbrygger, Kjeld Vang Lauritsen, siger Christian Harboe som også har hentet hjælp til at finde den perfekte tawny, som giver den rette sødme og friskhed til øllet juleporteren.
Chefbryggerens tanke var at lave en juleporter til at afløse portvinen til risalamanden og komplimentere julens øvrige desserter og kager. Derfor er der både blevet eksperimenteret med sherry og kirsebær, men resultatet er endt med at blive en kompleks Imperial / Double Porter med portvin som ingrediens. Porteren kan også nydes sammen med julens kraftige retter med salt og syre eller bare som en smagsoplevelse helt for sig selv.
- Opskriften er naturligvis en velbevaret hemmelig, siger Christian Harboe, som dog afslører, at der udover portvin, er tilsat vanilje fra Tahiti samt forskellige typer af malt for at give en kompleks smag af kaffe, mørk chokolade og karamel, som gør det til en sød og cremet smagsoplevelse med en mild bitterhed, der gør Limfjords Juleporter særdeles velegnet til julemaden.