Billede beskrivelse

Ny uddannelse i Thy og på Mors: Tag en HF i velfærd

Nyt uddannelsestilbud er på vej i Nykøbing og Thisted

12. maj 2023 kl. 12.00
Opdateret 15. maj 2023 kl. 11.37

THY-MORS: Fra august tilbyder Thy-Mors HF & VUC en HF-linje, som sigter mod de lokale velfærdsuddannelser. HF-Velfærd er målrettet unge og voksne på Mors og i Thy, som har lyst til at tage en velfærdsuddannelse i fremtiden, hvor de er ret sikre på at få job efterfølgende. HF-Velfærd er for dem, der kunne tænke sig at blive for eksempel lærer, pædagog, fysioterapeut, sygeplejerske eller socialrådgiver. Kort sagt, for dem, der gerne vil arbejde med mennesker og gøre en forskel.

HF-Velfærd giver gode fremtidsmuligheder. På kun to år bliver man student og får både adgang til de lokale velfærdsuddannelser, men faktisk også til mere end 50 forskellige videregående uddannelser.

HF-Velfærd udbydes i Nykøbing og i Thisted. Efter to års studier kan man læse videre hos UCN i Thisted. På UCN kan man læse videre til blandt andet pædagog og sygeplejerske.

- Vi vil rigtig gerne styrke sammenhængskraften mellem uddannelserne her i lokalområdet. Mens eleverne går på HF-Velfærd får de mulighed for at komme i studiepraktik på den uddannelse, de gerne vil videre på, fortæller HF-uddannelseschef på Thy-Mors HF & VUC, Lars Bo Majgaard i en pressemeddelelse.

Det istemmer uddannelsesleder på UCN, Dora Leegaard: 

- Det giver så god mening med en HF-linje, der peger direkte mod de uddannelsesmuligheder vi har i området.

Der er stadig ledige pladser på HF-Velfærd efter sommerferien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste