Billede beskrivelse

Ny direktør for Thise Mejeri er fundet

Erfaren fødevaremand med fortid på blandt andet slagteriet Tican skal afløse navnkundige Poul Pedersen

08. maj 2023 kl. 12.15

THISE: 52-årige Svend Schou Borch overtager senere i år posten som administrerende direktør for Danmarks næststørste mejerikoncern, Thise Mejeri. Han afløser grundlægger Poul Pedersen, som tidligere i år meddelte, at han fratræder stillingen for at gå på pension. Den nøjagtige dato er endnu ikke fastsat, men forventes at blive i løbet af efteråret, oplyser det andelsejede mejeri i en pressemeddelelse. 

Svend Schou Borch medbringer over 20 års ledelseserfaring fra den danske og internationale fødevare-branche og har arbejdet intensivt med FMCG, som er et udtryk for hurtigt omsættelige forbrugsvarer,  på både den kommercielle og produktionsmæssige side.

Han har siden 2018 siddet i en lignende rolle hos Atria Danmark i Horsens med kendte brands som 3-Stjernet og Aalbæk Specialiteter i porteføljen og før det været administrerende direktør for et af landets største kyllingeslagterier, nemlig HKScan i Vinderup.

Endvidere har Svend Schou Borch gennem sin tid hos Tican Amba solid erfaring fra andelsejede virksomheder, og medbringer desuden omfattende international erfaring fra syv år hos Carlsberg Breweries i København og Vietnam.

Bestyrelsesformand for Thise Mejeri, Arne Bisgaard siger i anledning af ansættelsen:

-  Vi har været gennem et længere rekrutteringsforløb med mange gode kandidater, og mener vi har valgt den absolut stærkeste. Svends kompetencer, meritter og ikke mindst personlige egenskaber gør, at vi er overbeviste og trygge ved at lade ham tage over efter Poul Pedersen mangeårige virke. Thise Mejeri står over for en spændende fremtid. Svends styrker inden for ledelse, strategi, finansiel styring, drift og forretningsudvikling gør ham til den perfekte person til at føre Thise Mejeri videre på et fundament af økologi, dyrevelfærd og velsmagende produkte,r som vore andelshavere leverer ind til hver dag. O

Svend Schou Borch udtaler:

Jeg har haft fem fantastiske år hos Atria Danmark og det har været et privilegium, at stå i spidsen for et fantastisk hold af kompetente og engagerede kollegaer.  Thise Mejeri er bygget op omkring nogle meget stærke værdier og en brændende økologisk vision. Dette ses i alt hvad virksomheden foretager sig, og kan smages i de mange produkter, som virksomheden tilbyder danske og internationale forbrugere. Jeg glæder mig utroligt meget til at møde andelshaverne, medarbejderne og blive en del af Thise-kulturen. Thise Mejeri har under Poul Pedersens ledelse gennemgået en enestående udvikling, og det bliver derfor nogle store sko at skulle udfylde, men jeg ser frem til at komme i gang med opgaven!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste