Ny afdelingsdirektør i sparekassen: Vores kunder er "sinde folk"
Nina Braae Schjødt er ny afdelingsdirektør for Sparekassen Thy i Hurup
HURUP: Nina Braae Schjødt har 28 års erfaring i Sparekassen Thy i Hurup. Hun har netop skiftet jobbet som souschef ud med at være afdelingsdirektør efter Jesper Overgaard. Den nye direktør gør en dyd ud af ”den møj sinde” tilgang, kunderne i lokalområdet har til tingene.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra sparekassen.
Nina Braae Schjødt er thyholmer helt ud til fingerspidserne. Det der med at storskryde, ligger ikke i hverken hende eller Sparekassen Thy´s natur.
- Den generelle holdning hos os i Sydthy er, at vi har en god og sund tilgang til vores økonomi. Kunderene tænker Sparekassen Thy ind i deres energimæssige tiltag og rækker ud i tide. Der er mange, der siger ”kan vi låne til en varmepumpe” eller ”vi kigger på en elbil næste gang”. Det er sinde folk i Sydthy, siger Nina Braae Schjødt.
Nok er man sinde i Sydthy, men det afskærer ikke kunderne fra at stille nye og større krav til den rådgivning, de modtager.
- Hurup er en stor afdeling i Sparekassen Thy. Vi udgør 11.5% af det samlede kundegrundlag. Det forpligter, og derfor skal vi kunne tilbyde individuel rådgivning på højt niveau til kunderne. Derfor er det så vigtigt, at medarbejderne har den rigtige uddannelse, uanset om vi taler boligkøb, investering, pension eller forsikring, og at vi fortsætter med at uddanne personalet, påpeger Nina Braae Schjødt i pressemeddelelsen.
Tidligere var der tale om mere standardiserede løsninger i kunderådgivningen. Sådan er det ikke længere.
- I dag kigger vi på den enkelte familie som helhed eller virksomhed i det store perspektiv. Vi skal dække hele paletten indenfor rådgivning. Vi har fagligt stærke kollegaer at trække på, der ikke sidder ikke i København, man så tæt på som i Thisted, slår Nina Braae Schjødt fast.
Netop det med det nære og den lokale forankring er nogle af hjørnestenene i Sparekassen Thy.
- Vi har mange ansatte, der bor her lokalt og derfor ved, hvad der sker, og hvordan vores kunder tænker. Vi er en afdeling, der favner både privat og erhverv. Private kunder er vigtige for os, ligesom erhvervsområdet er det. Det er de lokale virksomheder, der sikrer den lokale udvikling og de lokale arbejdspladser. Derfor er det også vigtigt, at vi sikrer erhvervslivet adgang til kvalificeret rådgivning, fortæller Nina Braae Schjødt.
Langt de fleste kunder i Sparekassen Thy i Hurup er lokale og bor også i lokalområdet.
- Men mange af vores unge mennesker, der flytter fra området, er fortsat kunder hos os. Selvom det meste af kontakten er baseret på digitale løsninger, vil de gerne ind og sige hej, når de kommer hjem. Det er vi lidt stolte af, siger Nina Braae Schjødt.
Netop den lokale stolthed over at være fra Thy, smitter også af på tilgangen af nye kunder.
- Den måde vi i dag får nye kunder på, er når eksisterende kunder henviser til nye kunder. Vi er utroligt glade for, at vores kunder gerne vil anbefale os til andre. Mange af vores kunder uden for området henviser os, fordi bankerne i Aarhus og København tænker helt anderledes, end vi gør her i Thy, fortæller Nina Braae Schjødt.
Hun har dog et vågent øje på, at en fjerdedel af kunderne er over 60 år.
- Derfor er det også vigtigt med stærke kompetencer indenfor pension, forsikring og investering, siger Nina Braae Schjødt.
Den aktuelle krise med stigende priser på alt, rammer også i Sydthy. Man kan dog gøre meget selv for at afbøde følgerne.
- For mig er det ekstremt vigtigt, at vi bruger vores sunde fornuft. Sammen med kunderne kigger vi på, hvad der giver mening, og hvad der ikke giver mening - både på kort og lang sigt. Er det nødvendigt med to biler, eller skal vi i stedet nøjes med en bil og få råd til at sende et af børnene på efterskole? Vi skal ikke sætte vores kunder i en økonomisk situation, hvor det ikke kan hænge sammen på sigt. Det skal være den gode rådgivning. At vi siger nej med ansvarlighed og ordentlighed og derfor skåner familien for ubehagelige overraskelser på sigt, siger Nina Braae Schjødt.
Hun slår fast, at dialogen mellem kunderne og rådgiveren er afgørende for, at man får skabt de helt rigtige individuelle løsninger til den enkelte kunde.
- Det skal være fornuftigt og i langt de fleste tilfælde siger vi faktisk ”ja”, selvom der selvfølgeligt også er et ”nej” en gang imellem til kundernes ønsker. Det er vigtigt, at både kunden og vi er på forkant med udviklingen og løbende taler sammen, påpeger Nina Braae Schjødt.
Nina Braae Schjødt startede som elev i Sparekassen Thys afdeling i Thisted i 1995. Hun skiftede afdelingen i Thisted ud med Hurup et år henne i elevtiden, og har været i Hurup afdelingen siden.
Sparekassen Thy Hurup har ti specialiserede medarbejdere indenfor privat- og virksomhedsøkonomi.