Nu rammer prisstigninger også færgen: Billetterne bliver markant dyrere
Feggesundfærgen varsler ændringer i både priser og sejltider
FEGGESUND: Fra nytår bliver det dyrere at tage turen over Feggesund med færgen. Bestyrelsen har nødtvungent besluttet, at billetpriserne skal stige med 20 procent.
Færgen har ellers længe holdt priserne i ro for at få flere til at tage turen over Feggesund.
- Alting stiger, men vi har kæmpet for, at dette ikke skulle ramme færgens brugere. Vi har blandt andet arbejdet på at motivere flere til at tage færgen ved netop ikke at hæve prisen. Det er jo sådan, at færgen har de samme udgifter lige meget, hvor mange der sejler med den, siger Meiner Nørgaard, bestyrelsesformand for I/S Mors-Thy Færgefart, som driver Feggesundfærgen. Han fortsætter:
- Vi kan dog konstatere, at der desværre er kommet færre bilister den seneste tid, og vi er nødt til at være ansvarlige og hæve priserne fra næste år for at kunne sikre færgedriften. Skulle situationen ændre sig og brændstoffet falder i pris, er vi selvfølgelig klar til at se på, om priserne kan nedjusteres igen.
Pendlere, der benytter sig af rabatkortet, som hidtil har givet en rabat på billetprisen på 40 procent, bliver forholdsvis hårdere ramt af de kommende prisstigninger. Rabatkortet, der har en værdi af 1000 kroner, vil nemlig fremover koste 670 kroner mod 600 kroner i dag, og da billetprisen samtidig stiger, vil pendlerne reelt opleve prisstigninger på mere end 20 procent.
Prisstigningen ærgrer Meiner Nørgaard, men han understreger samtidig, at der stadig er mange penge at spare ved regelmæssig brug af færgen i forhold til at køre de ekstra 30 kilometer, set i forhold til benzinudgift og slitage på bilen.
Kristian Tilsted, næstformand for I/S Mors Thy færgefart, fremhæver også, at færgen stadig er et rigtig godt alternativ til den ekstra kørsel.
- Vores beregninger viser, at der stadigvæk er tusindvis af kroner at spare årligt for biler og lastbiler, som tager færgen regelmæssigt. Det er jo heller ikke blevet billigere at købe brændstof til sit køretøj. I bedste fald sparer man tid, penge og gør noget godt for klimaet, lyder det fra næstformanden, som tilføjer:
- Og så har færgen også den fordel, at der er en rigtig god pause i hverdagen, hvor man kan nyde den smukke natur og måske se en sæl, mens man nyder en gratis kop kaffe.
Aftenture droppes
Der vil også blive reguleret i sejltider på enkelte helligdage.
For at få budgettet til at balancere vedtog Mors-Thy Færgefart også forleden, at der ændres på sejltiderne i de to måneder maj og september, så sidste afgang er klokken 18:15 i stedet for 20:15. Undersøgelser har nemlig vist, at her er der for få indtægter til, at det kan løbe rundt.
Det er også baggrunden for at indstille sejladsen med færgen på helligdage ved jul og nytår, nærmere bestemt 24., 25., 26. og 31. december fra 2023 samt også 1. januar 2024.