Ca. 115.00 skattepligtige nordjyder havde i 2020 så langt mellem deres hjem og arbejdsplads, at de hævede kørselsfradrag for det. Arkivfoto: Torben Hansen
Livet her

Nordjyder kører fradrag for milliardbeløb hjem - se tallene for din kommune

Hver femte nordjyde pendler sig til kørselsfradrag

10. marts 2022 kl. 20:17
Opdateret 21. marts 2022 kl. 21:26

NORDJYLLAND: Mandag 14. marts åbner Skattestyrelsen for, at danskerne kan se deres årsopgørelse. Men går det, som det plejer, bliver det sikkert allerede fredag muligt at logge ind på skat.dk for at se, om der er røde eller sorte tal i dét regnskab.

Før regnskabet er fuldstændigt, skal i hvert fald den del af befolkningen, som har længere end 24 km mellem job og bolig, selv huske at oplyse Skattestyrelsen om deres kørsel i 2021.

- Kørselsfradraget er det oftest anvendte fradrag, og det er ikke fortrykt på årsopgørelsen. Så når vi åbner årsopgørelsen, er det derfor med en klar opfordring til, at borgerne logger ind på TastSelv og får tastet deres oplysninger ind, så de får et korrekt fradrag, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.

I Nordjyllands 11 kommuner havde godt 115.000 pendlere i 2020 mindst 24 kilometer mellem hjem og arbejdsplads. Det tal ventes i 2021 at vokse til ca. 120.000, og det er ca. hver femte skattepligtige indbygger i Nordjylland, som således får hjælp af statskassen til transporten til og fra job.

Tal fra Skattestyrelsen viser, at nordjyderne i 2020 hævede kørselsfradrag for tilsammen 1,71 milliarder kroner.

Det var 230 millioner kroner mindre end i 2019, og den helt indlysende forklaring på det fald er med garanti, at mange nordjyder i det første år med corona havde væsentligt flere hjemmearbejdsdage.

I 2020 fik pendlere med kørselsfradrag i Region Nordjylland i gennemsnit et fradrag for ca.14.900 kr.

Og det kan godt være, at vi nordjyder går rundt og tror, at vi som en del af det, andre kalder Udkantsdanmark hører til de flittigste pendlere. Men tal fra Skattestyrelsen viser, at pendlerne i Region Sjælland i 2020 gennemsnitligt fik væsentligt mere udbetalt - nemlig ca. 19.300 kr.

Uanset hvad - i denne tid, hvor priserne på brændstof nærmest er på himmelfart, falder kørselsfradragene på et ualmindeligt tørt sted.

Nordjyske pendlere

Aalborg kommune er Nordjyllands mest folkerige, og der er derfor intet overraskende i, at pendlere fra Aalborg i 2020 var dem, der tilsammen indberettede det største kørselsfradrag, nemlig i alt 532,1 millioner kroner. Det tal blev fordelt på 38.426 borgere med kørselsfradrag svarende til 20 procent af de skattepligtige borgere i kommunen.

Tallene for de øvrige nordjyske kommuner så sådan ud i 2020 (kommune, kørselsfradrag, borgere med kørselsfradrag, skattepligtige borgere og procentandel med kørselsfradrag):

Brønderslev: 139,4 mio. kr./9353/31.196/30 pct.

Frederikshavn: 168,5 mio. kr./9874/53798/18 pct.

Hjørring: 194,7 mio. kr./12.584/57.180/22 pct.

Jammerbugt: 165,6 mio. kr./8964/33.287/27 pct.

Læsø: 1,2 mio. kr./88/1783/5 pct.

Mariagerfjord: 149,5 mio. kr./9056/36.576/25 pct.

Morsø: 49,5 mio. kr./3378/17.737/19 pct.

Rebild: 114,9 mio. kr./8526/25.431/34 pct.

Thisted: 103,7 mio. kr./7519/31.891/20 pct.

Vesthimmerlands: 129.3 mio. kr./7539/31.891/24 pct.

Kilde: Skattestyrelsen

Det er andet år i træk, at pendlerne selv skal indtaste deres oplysninger om kørselsfradrag i årsopgørelsen. På skat.dk hjælper en regnemaskine med måned for måned at vise det normale antal arbejdsdage, som en borger typisk har.

Beregneren minder desuden om, at dage uden kørsel som fx ferie, sygedage og hjemmearbejdsdag ikke skal tælles med, så det bliver lettere at oplyse den faktiske kørsel korrekt.

Annonceret indhold

Nyeste