Billede beskrivelse

Netselskab sænker priserne: Så meget kan du spare på elregningen

Fra og med 1. maj har Netselskabet Elværk sænket nettariffen, og lokale netkunder kan dermed se frem til en besparelse på elregningen

02. maj 2023 kl. 13.00
Opdateret 03. maj 2023 kl. 07.04

THY-MORS: Nu kan thy- og morsingboerne se frem til billigere strøm.

Det skriver Netselskabet Elværk i en pressemeddelelse.

Selskabet sænker nettariffen, der er en del af den samlede omkostning ved at drive elnettet og dækker over transporten af strøm, med 30 pct. for private kunder som følge af prisudviklingen på elmarkedet.

Nettariffen dækker blandt andet det tab af strøm, der sker, når strømmen transporteres rundt i elnettet. Netselskaberne er forpligtede til at købe strøm til at dække tabet, og som følge af de høje priser på markedet er nettariffen også steget, fordi netselskaberne er forpligtede til at sende omkostningerne videre til kunderne, forklarer Kristian Tilsted, teknisk chef i Netselskabet Elværk:

- Gennem 2022 har vi været nødt til at hæve nettariffen som følge af de store stigninger på elprismarkedet. Nu ser vi heldigvis en tendens i markedet til, at prisen er faldende, og så nedregulerer vi naturligvis også nettariffen til gavn for netkunderne i Thy og på Mors.

Elværk vurderer, at nedreguleringen af nettariffen giver en gennemsnitlig husstand med to voksne og to børn en årlig besparelse på ca. 750 kr. Om nettariffen skal reguleres yderligere i år afhænger af den fortsatte udvikling på elprismarkedet.

- Siden 2022 har vi oplevet historisk høje elpriser, og det betyder selvfølgelig, at vi skal holde et vågent øje med udviklingen. Når det er sagt, så ligger elprisen markant lavere nu end sidste år, og det håber vi naturligvis holder ved, afslutter Kristian Tilsted.

Også rabat til producenter

Vindmølle- og solcelleejere kan også se frem til en økonomisk gevinst som følge af markedsudviklingen i elprisen.

Fra 1. maj sparer producenterne 30 pct. på indfødningstariffen, og igen fra 1. juli sænkes indfødningstariffen yderligere med 30 pct.

Indfødningstariffen er den pris, som anlægsejerne betaler for at levere grøn strøm ind på elnettet. Netselskabet Elværk sænker tariffen yderligere som en konsekvens af faldende elpriser, da en større del af tariffen dækker nettabet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste