Mystisk kunstfund på rasteplads: Nu leder politiet efter ejeren
Lokalpolitiet i Thisted søger ejeren til to malerier, som er fundet smidt på en rasteplads ved Vesløs Huse
THISTED: Selv om lokalpolitiet i Thisted i de seneste uger har fået anmeldelse om flere sommerhusindbrud, står to malerier af ældre årgang - begge i guldramme - ikke på listen over genstande, der er stjålet i forbindelse med indbruddene.
Spørgsmålet er derfor, hvor billederne er stjålet - og hvem ejer dem?
De to malerier er fundet på en rasteplads på Aalborgvej ved Vesløs Huse fredag 10. februar klokken 14.30. Politiet antager, at malerierne er efterladt på pladsen i tidsrummet fra klokken 14.00 til 14.30.
De har dog ligget der længe nok til, at det ene maleri er kørt over af en bil, hvis dæk har sat tydeligt aftryk hen over hovedmotivet, et bakkelandskab i mørke farver.
De to billeder er malet af henholdsvis Stephan Ussing, der er født i 1868, og Otto Pontoppidan, født i 1912.
Har nogen oplysninger om billederne, kan der rettes henvendelse til Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114 - og så skal man bede om at blive stillet videre til Lokalpolitiet i Thisted