Morten er ikke gak: Derfor drømmer han om regn hele sommeren
Hermans Hule i Thisted har haft åbent i snart seks uger. Ejer Morten Christensen vil gerne op på flere medlemmer, og derfor håber han på regnvejr
THISTED: I legelandet på Refsvej 28 sidder et par mødre og hyggesnakker, mens deres børn leger. Det er den korte version af, hvad Hermans Hule er for en størrelse. Legelandskæden er det eneste medlemsbaserede legeland i Danmark, og nu har det ligget i Thisted i snart seks uger.
Ejeren Morten Christensen åbnede legelandet i maj. Men især solen har Hermans Hule i Thisted haft svært ved at konkurrere med.
- Maj har været en hård måned, fordi der har været så godt vejr, og det fortsætter nu. Så vil folk hellere være i haven eller ved stranden, men nu håber jeg på regnvejr, siger han med et smil.
Morten Christensen havde egentlig håbet på, at flere forældre ville melde børnene ind i legelandet, men det har ikke været tilfældet. I øjeblikket har hulen 230 medlemmer, hvilket ikke er nok til at betale alle udgifter.
- Det skal jo køre rundt. Vi skal tjene penge og have et overskud, ellers kan vi ikke investere i nyt legetøj. Det er ikke, fordi jeg skal blive rig, men jeg vil da gerne have lidt løn, siger han.
Morten Christensen ville have åbnet butikken tidligere i marts, men det har taget tid at blive klar til åbningen, fordi han arbejder som fuldtidsambulanceredder, og det har han gjort i 13 år.
Tror på det
Ejeren håber på, at Hermans Hule kan tilegne sig flere medlemmer efter sommerferien, og målet er at få hele 500 medlemmer inden året er omme.
- Jeg håber på, at både thyboer og morsingboer vil være med til at bakke om det. Jeg hører mange sige, at de har manglet et legeland i området, så jeg håber at folk kan undvære 90 kroner i måneden. Det er jo det, som det koster om at blive medlem for et barn. Men så kan de komme så meget de vil, og det giver samtidig adgang til de 12 andre Hermans Huler i Jylland, fortæller Morten Christensen.
Selvom han håber på regnvejr, så har problemet med medlemstallene også været, at mange folk ikke ved, at Hermans Hule er kommet til Thisted. Derfor deler Morten Christensen 4000 flyers ud i Thy og på Mors for at skabe opmærksomhed omkring legelandet.
- Vi tror på, at medlemmerne kommer, både de lokale, men også turisterne, fortæller ejeren.