Billede beskrivelse

Stor McDonalds-leverandør fjerner spildtid med nordjysk truckløsning

Bila sælger førerløs truck til fødevareproducent, der leverer til McDonalds i 39 lande

20. december 2021 kl. 13.27
Opdateret kl. 13.35

NYKØBING: Når sultne fastfoodkunder i 39 lande bestiller en Filet-O-Fish, McFeast Fisk eller en GrovFeast Fisk hos McDonalds, så sætter de tænderne i en paneret fisk fra den danske fiskeproducent A. Espersen.

En produktion af den størrelsesorden kræver effektiv logisitk, og derfor har A. Espersen allieret sig med det nordjyske automationshus Bila. Det fremgår af en pressemeddelelse.

En selvkørende, førerløs gaffeltruck, også kaldet Global AGV, som Bila har leveret og installeret ved fødevareproducenten har blandt andet løst en tilbagevendende udfordring, hvor produktionslinjen løb tør for tomme paller, fordi den ikke blev fyldt op i tide.

- Der er ingen, der mistet deres arbejde på grund af vores nye førerløse truck. Til gengæld har vi frigjort medarbejdere fra ensidigt, gentaget manuelt arbejde og fået optimeret arbejdsgange og produktionsflow, siger fabrikschef Stig Nielsen hos A. Espersen.

Bila har optimeret AGV'en til at spille godt sammen med de andre processer på fabrikken, der er lokaliseret på Bornholm. En proces, hvor input fra fiskefabrikkens medarbejdere har været uvurderlige.

- Jeg har haft mine medarbejdere med i automatiseringen lige fra starten, da deres ord er bærende, når nye arbejdsgange tilføjes. Det er jo dem, som skal arbejde side om side Global AGV’en. Når arbejdsgange automatiseres, er det vigtigt at inkludere aspekter fra ”det virkelige liv”; Ellers tror jeg ikke på, at det ville være blevet en succes, siger Stig Nielsen.

Den nye AGV er blevet døbt Ole, og som ny "kollega" varetager Ole nu rutineopgaver 16 timer dagligt på tre forskellige arbejdsstationer i fiskefabrikken, herunder henter og leverer den nye paller, kører råvarer til proceslinjen og færdigvarer til folievikleren.

Får Ole brug for strøm, så kan den endda selv finde ud af at køre hen og lade op efter behov.

Den danske fiskekoncern har fabrikker i Danmark, Litauen, Polen, Rusland og Vietnam, og herudover er A. Espersen repræsenteret med kontorer i England, Frankrig, Tyskland, Sverige, Malaysia og Kina.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste