Søren Goul sagde blankt nej, da borgmesteren ringede: Nu stiller han op for Venstre
Erhvervsmand Søren Goul havde aldrig overvejet at gå ind i politik - men så modtog han et uventet opkald
SUNDBY: Det havde aldrig strejfet Søren Goul, at han skulle gå ind i politik.
Gennem 38 år har han været selvstændig erhvervsdrivende, og mange på begge sider af broen kender ham som manden bag Champost.
- Jeg stod faktisk i Plantorama i Aarhus og var ved at sælge Champost, da min telefon pludselig ringede, siger Søren Goul.
I den anden ende af telefonforbindelsen identificerede en stemme sig som Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.
- Han spurgte mig direkte, om jeg kunne tænke mig at stille op til kommunalvalget. Og der var min første indskydelse at sige ”tak for tanken, men det må jeg svare blankt nej til”. Jeg var slet ikke interesseret, siger Søren Goul og tilføjer:
- Men han tog det pænt og sagde, at jeg var velkommen til at vende tilbage, hvis jeg skulle skifte mening.
Som selvstændig erhvervsdrivende har Søren Goul i mange år haft mere end nok at se til, men de seneste år er sønnen Henrik blevet en større del af virksomheden.
- Jeg fik det vendt derhjemme, og jeg kom frem til, at hvis jeg skulle noget indenfor politik, så var her chancen. Så tre dage efter var det mig, der ringede til Hans Ejner Bertelsen for at høre mere, siger han og tilføjer:
- Jeg havde slet ikke set eller tænkt over, at jeg kunne have lyst til at gå ind i politik, før han ringede. Men jeg ser det som en spændende mulighed, både for at udvikle mig selv og gøre noget godt for mit lokalområde.
Som førstegangsopstiller er der mange ting, han aldrig har prøvet før. For eksempel har han for nylig oplevet den direkte debat med vælgerne på et vælgermøde, og det gjorde indtryk:
- Man kan jo ikke være enig med alle, og du kan ikke gøre alle tilfredse. Men jeg vil gerne være med til at sætte Nordvestmors mere på kortet, siger han og tilføjer:
- Min baggrund som selvstændig gør, at jeg tør skære igennem, prioritere opgaverne og tage beslutninger, og det mener jeg også er en vigtig egenskab, når man har at gøre med så stor en ”butik” som Morsø Kommune.
Nu ser han spændt frem mod 16. november.
- Det er lidt ligesom at gå til eksamen, siger han.